København. Danmarks største badmintonprofil, Viktor Axelsen, flytter til Dubai med sin familie for blandt andet at optimere sine træningsforhold.
Det sker, kort efter at han sikrede Danmark en guldmedalje i herresingle ved OL i Tokyo.
Hidtil har Axelsen trænet i elitecenteret i Brøndby, og forbundet Badminton Danmark har det todelt med stjernens valg.
- Badminton Danmark er naturligvis ærgerlig over, men har respekt for Viktor Axelsens beslutning om at flytte til Dubai og for hans ønske om ny inspiration.
- Forbundet opfatter dog ikke hans flytning som udtryk for en utilfredshed med samarbejdet eller eliteprogrammet, siger Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
Badminton Danmark påpeger, at der er blevet udviklet verdensklassespillere - blandt andre Axelsen - via den danske model gennem flere årtier.
- Derfor fremkalder Viktor Axelsens beslutning om at flytte til Dubai heller ikke panik hos lederne i Badminton Danmark. De har gennem længere tid været orienteret om OL-guldvinderens planer og har derfor haft mulighed for at overveje konsekvenserne, skriver forbundet.
Umiddelbart kan Axelsen stadig repræsentere Danmark i de turnering, hvor det er aktuelt, og han kan udtages til individuelle mesterskaber, oplyser forbundet.
Axelsen opfylder dog ikke længere retningslinjerne i den kollektive landsholdsaftale mellem elitespillerne og forbundet.
- Der vil være nogle ydelser og support, som Viktor ikke længere kan benytte sig af, men forbundet kommer eksempelvis fortsat til at have et træningssamarbejde, når Viktor er i Danmark eller deltager i forbindelse med mesterskaber, såvel individuelt som for landshold, skriver Badminton Danmark uden at uddybe.
/ritzau/