ADD-direktør: Riis mangler stadig troværdighed

Direktør i Anti Doping Danmark, Michael Ask, kritiserer stadig, at Bjarne Riis er en del af cykelsporten.

Michael Ask er direktør i Anti Doping Danmark, og med afsæt i rapport om cykelsport fra 2015 mener direktøren stadig, at Bjarne Riis burde holde sig væk fra cykelsporten. Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Bjarne Riis vendte onsdag tilbage til cykelsportens øverste hylde, da Riis sammen med flere andre købte sig ind på World Tour-cykelholdet NTT.

Det blev præsenteret på et pressemøde på Hotel D'Angleterre i København, hvor det blev meddelt, at Bjarne Riis bliver team manager for holdet.

I 2016 afholdt Riis ligeledes pressemøde på det fornemme hotel i hjertet af København, og dengang lancerede Riis et samarbejde med rigmanden Lars Seier Christensen, der også er med i ejergruppen af Virtu Cycling, der har købt sig ind i NTT.

Det samme er Jan Bech Andersen, der er bestyrelsesformand og hovedaktionær i fodboldklubben Brøndby IF.

I 2016 affødte Riis' tilbagekomst til cykelsporten, at formanden i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, direktøren i Anti Doping Danmark (ADD), Michael Ask, og direktøren i Team Danmark (TD), Lone Hansen fremsatte kritik af Bjarne Riis.

Baggrunden var rapporten fra ADD fra 2015, der blandt andet konkluderede, at Riis kendte til brugen af doping på sit tidligere cykelhold.

Onsdag var intet ændret for Michael Ask. Til flere medier slog han fast, at han stadig mener, at Bjarne Riis burde holde sig væk fra cykelsporten.

- Jeg står ved, hvad jeg tidligere har udtalt om Bjarne Riis og hans efter min mening manglende troværdighed og moralske evne til at lede et cykelhold.

- Den holdning har jeg med baggrund i, at han aldrig har fået lagt kortene på bordet i forhold til hans kendskab til doping på hans tidligere cykelhold, skriver Michael Ask i en mail til Politiken.

Til avisen lyder der mildere toner fra DIF-direktør Morten Mølholm, der godt kan acceptere, at Bjarne Riis igen er tilbage på øverste hylde i cykelsporten.

- Jeg er ikke typen, der kommer til at træde rundt i den sag frem til min og Bjarnes dødsdag. På et eller andet tidspunkt må vi trække en streg i sandet.

- Nu er der gået fem år, og så må han vise, at han kan drive et cykelhold på sund og ansvarlig vis. Hvis han har tænkt sig at gøre det, ønsker jeg ham held og lykke med projektet, siger Morten Mølholm til avisen.

Bjarne Riis stod senest i spidsen for kontinentalholdet Team Waoo samt Team Waoo Women, der kørte på kvindernes World Tour. Begge hold lukkede med udgangen af 2019.

Virtu Cycling og NTT Pro Cycling har underskrevet et såkaldt "letter of intent", som betyder, at førstnævnte inden længe køber en tredjedel af aktierne i NTT-holdet.