AC Milan vandt VM for klubhold

AC Milan vandt søndag klubbens fjerde VM-titel for klubhold med en 4-2 sejr over de argentinske mestre fra Boca Juniors.

Spillere og ledere fra italienske AC Milan kunne søndag for fjerde gang i historien løfte armene i vejret efter en VM-finale for klubhold. Årets triumf kom i hus i Japan med en 4-2-sejr over de sydamerikanske mestre fra Boca Juniors.

AC Milan kom først på tavlen på mål af Filippo Inzaghi efter 21 minutter. Boca Juniors kom igen minuttet efter, men i anden halvleg satte milaneserne sig på spillet, hvilket fem minutter inde i halvlegen resulterede i en sjælden Allesandro Nesta-scoring.

Brasilianske Kaká nettede til 3-1 med en halv time igen, og da Inzaghi 10 minutter senere gjorde det til 4-1, var kampen lukket. To røde kort i slutfasen og et trøstmål til argentinerne sørgede dog for drama helt indtil slutfløjtet. Urawa Red Diamonds fra Japan vandt bronze efter 2-2 og sejr i straffesparkkonkurrence over Etoile Sportive du Sahal fra Tunesien.

/ritzau/