AC Milan vandt Super Cup

Champions League-vinderne fra AC Milan besejrede UEFA Cup-vinderne Sevilla FC med 3-1 i kampen om den europæiske Super Cup.

Der var mere end blot fodbold på programmet, da Sevilla FC med danske Christian Poulsen på holdet i hele kampen måtte se sig besejret 1-3 af AC Milan i den europæiske Super Cup i fodbold.

Mødet mellem de spanske vindere af UEFA Cuppen og de italienske Champions League-mestre stod således i skyggen af spaniernes venstreback, Antonio Puertas, død tirsdag. For eksempel var jubelscenerne efter Renatos scoring for spanierne efter et kvarter tilegnet den unge spiller.

Dødsfaldet havde samtidig betydet omrokeringer i Sevillas bageste kæde. Danske Christian Poulsen havde fået plads i Sevillas midterforsvar, og langt hen ad vejen gjorde den normale midtbanespiller det godt.

Han kunne imidlertid ikke forhindre hverken Filippo Inzaghi, Marek Jankulovski eller brasilianske Kaka i at score til slutresultatet 3-1 i anden halvleg.

/ritzau/