AC Horsens kom ud af første halvår af 2026 med et underskud på 72,4 millioner kroner.

Det fremgår af klubbens seneste regnskab, der dækker perioden fra 1. januar til 30. juni.

Det kommer i kølvandet på to år, hvor klubben har haft store underskud.

I 2025 lød underskuddet på 78,5 millioner kroner, mens det i 2024 var på 80,9 millioner kroner.

AC Horsens har ændret regnskabsår, så det fremover følger fodboldsæsonen. Derfor dækker det seneste regnskab kun et halvt år.

Ifølge klubben, der i sidste sæson rykkede op i Superligaen, skyldes underskuddet blandt andet investeringer i spillertruppen og talentudviklingen.

Det skriver AC Horsens i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand Bill Binnie siger, at det kræver store investeringer at bringe klubben derhen, hvor den gerne vil være.

- Vi arbejder uden loft for, hvor langt vi kan udvikle klubben, og vi har store ambitioner for fremtiden, siger han i meddelelsen.

- Oprykningen til Superligaen var en vigtig milepæl, og vi er stolte af, at vi har nået den med et hold, hvor unge spillere spiller en vigtig rolle.

- Men oprykningen var kun første skridt. Vi bygger AC Horsens med et langsigtet perspektiv og ved, at der stadig ligger masser af hårdt arbejde foran os, tilføjer Bill Binnie.

AC Horsens har som oprykker fået en god resultatmæssig start på den indeværende sæson i Superligaen.

Efter 12 kampe ligger klubben på sjettepladsen med 16 point.

I pokalturneringen blev holdet dog noget skuffende slået ud af Brabrand IF fra 2. division tidligere på ugen.

I pressemeddelelsen peger AC Horsens også på, at regnskabsperioden ikke omfatter transferindtægterne fra sommerens transfervindue.

Efter regnskabsperiodens afslutning gennemførte AC Horsens ifølge klubben den største spillertransfer i sin historie.

Den 20-årige Christ Tapé blev solgt til franske Toulouse FC efter godt to år i Horsens.

Ifølge Bill Binnie er salget en del af en langsigtet strategi om at identificere og udvikle unge spillere med potentiale.

- Vi begynder nu at se resultatet af det arbejde, men vi er stadig kun i begyndelsen. Vi tror på den retning, vi har sat, og vi er her for at opbygge noget på lang sigt, siger han.

RITZAU