Århus GF tæt på miraklet

Århus GF var lørdag tæt på avancement til ottendedelsfinalen i EHF Cuppen trods skidt udgangspunkt før returkampen i Lemgo. Århusianerne snublede dog til sidst.

Håndboldherrerne fra Århus GF var ikke spået de store chancer for avancement i EHF Cuppen forud for lørdagens returkamp mod tyske TBV Lemgo, der vandt det første opgør i Århus med 30-29. Men århusianerne klarede sig langt bedre end ventet og var uhyggeligt tæt på at hente sejren på tyskernes hjemmebane og gå videre. Slutteligt vandt Lemgo dog 33-32 og er videre til ottendedelsfinalen med samlet sejr på 63-61.

Det lignede langt hen ad vejen den ventede tyske sejr efter føringer på 13-9 og 17-15 ved pausen samt 22-19 med 17 minutter igen af kampen. Men århusianerne kom igen med en formidabel slutspurt og forvandlede 19-22 til 27-25. Og med tre minutter igen førte århusianerne 31-30 og var således videre på reglen om udebanemål. Desværre for århusianerne lukkede Lemgo til slut med scoringen til 33-32.

Dermed er FCK Håndbold eneste danske hold tilbage i EHF Cuppen, hvor der spilles ottendedelsfinaler i februar.

/ritzau/