Aalborg står imod forvandlet Mors-Thy og tager finaleplads
Mors-Thy leverede en helt anden præstation end i første semifinale, men det var stadig ikke nok mod Aalborg.

Mors-Thy leverede en helt anden præstation end i første semifinale, men det var stadig ikke nok mod Aalborg.

Helt som forventet er Aalborg Håndbold som det første mandskab i DM-finalen.
Lørdag eftermiddag bookede aalborgenserne finalepladsen med en 37-35-sejr over Mors-Thy i den anden semifinale.
I den første semifinale i midtugen skilte grundspilsvinderen fuldstændig Mors-Thy ad med en sejr på 40-21.
Helt så suverænt var Aalborg ikke lørdag, men i anden halvleg trådte Aalborgs profiler i karakter og kørte finalepladsen i hus.
Mors-Thy viste dog, det er ganske fortjent, at holdet er blandt de sidste fire i denne sæson i Herreligaen.
Aalborgs finalemodstander findes måske allerede senere lørdag, når GOG og Skanderborg AGF tørner sammen i den anden semifinale på Fyn.
Skanderborg AGF vandt det første opgør efter forlænget spilletid. Første finalekamp spilles 31. maj.
Og det bliver altså med deltagelse af Aalborg for syvende år i træk, selv om Mors-Thy rejste sig præstationsmæssigt lørdag. Det var svært at tro, at det var det samme hold, som havde fået en syngende lussing i den første semifinale.
Hjemmeholdet kom med hjælp fra en kogende arena buldrende fra start. Anført af playmaker Victor Norlyk var speederen i bund.
Samtidig fik keeper Svend Rughave en god indledning, og efter syv minutter havde han allerede ligeså mange redninger som i den første semifinale.
Bagud 4-8 kaldte Aalborgs Simon Dahl til samling, og den ellers normalt så rolige cheftræner talte med store bogstaver.
Det virkede tilsyneladende. For med fem scoringer i rap fik gæsterne neutraliseret den gode Mors-Thy-start.
Kampen fortsatte i samme høje tempo, hvor Aalborg angrebsmæssigt fandt svarene, men til gengæld kæmpede med defensiven mod de hurtige Mors-Thy-drenge.
Gæsternes keeperduo havde ikke fat i noget som helst, og med 18-18 gik Landin og Fabian Norsten til pause uden en redning.
En skadet skulder gjorde, at Aalborg-playmaker Thomas Arnoldsen udgik, men det gjorde dog ikke det store for gæsterne. For i stedet trådte Mads Hoxer i karakter.
Højrebacken var skarp i både skud og dueller, og da Landin mellem stængerne fandt redninger frem, kom gæsterne foran med tre for første gang i kampen.
Med langt mere bevægelighed og fart i fødderne fik Aalborg-forsvaret bedre fat, og det gav et par nemme kontrascoringer.
Samtidig tæmmede Mors-Thy aldrig Aalborgs bagspillerprofiler, der aflivede spændingen og sikrede finalepladsen.
/ritzau/