Aalborg skuffede - smal sejr til KIF

KIF Kolding København var onsdag aften på besøg hos Ribe-Esbjerg, der har været en af herreligaens positive overraskelser indtil videre i denne sæson.

Og KIFs storfavoritter fik da også kamp til stregen, men Bo Spellerberg & co. endte med at sikre sig de to point med en sejr på 28-27. Ribe-Esbjerg havde ellers muligheden for at udligne i et sidste angreb, men forspildte chancen for at levere overraskelsen.

Opløftende for KIF var det, at svenske Kim Andersson igen var i stand til at skyde i angrebet, hvor han bidrog med tre mål, og dermed ser hans skulder ud til fortsat at være i bedring.

Aalborg Håndbold var også i aktion onsdag aften, da Jesper Jensens tropper gæstede oprykkerne fra HC Midtjylland. Og her lykkedes det de midtjyske værter at få skoven under Aalborg, som ellers kom med masser af selvtillid efter weekendens sejr over de franske mestre i Champions League.

HC Midtjylland sejrede med 27-26, og oprykkerne fortsætter med at overraske positivt - klubben ligger nu nummer to i tabellen, hvor de har tre point op til KIF på førstepladsen.