Aalborg Håndbold blev matchet af et bundhold i meget af opgøret, men tog lørdag ligasejr nummer 23 af 23 mulige i denne sæson.

Ude mod Ribe-Esbjerg trådte blandt andre Niklas Landin, Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen i karakter efter pausen, og så vandt nordjyderne trods en lunken første halvleg 32-29.

Aalborg har milevidt ned til nærmeste konkurrent i tabellen og har for længst sikret førstepladsen i grundspillet. Ribe-Esbjerg misser omvendt medaljeslutspillet for andet år i træk, medmindre der sker små mirakler.

I de seneste sæsoner har Ribe-Esbjerg et par gange drillet og taget point fra Aalborg, og lørdag lignede det i første halvleg også, at gæsterne ville få hård kamp til stregen.

Den tidligere ligatopscorer Jerry Tollbring sikrede med sin scoring til 10-8 Ribe-Esbjerg den første tomålsføring i opgøret, og svenskeren var også med til at lukke hullet, da Aalborg var kommet foran 14-12.

Men efter en snak i omklædningsrummet strøg Aalborg i starten af anden halvleg fra Ribe-Esbjerg på måltavlen.

14-14 blev til 16-20 på otte gyldne minutter, hvor Landin rullede gardinet ned, og Hoxer samtidigt tæskede fire bolde i nettet.

Siden tog Thomas Arnoldsen over og revancherede sig for en meget jævn første halvleg med et brag af en anden halvleg, hvor værterne fandt sig selv, men aldrig kom tæt på for alvor.

Landsholdsprofilen endte som kampens topscorer med ti scoringer, men Hoxer bidrog med syv pletskud.

Andetsteds konsoliderede Skanderborg AGF med 28-22 på hjemmebane over Nordsjælland Håndbold sin andenplads i tabellen.

Anderledes spændende var det i det meget omskiftelige jyske brag mellem Mors-Thy og TTH Holstebro.

Gæsterne var foran 9-3 og bagud 23-27, inden veteranen Nikolaj Markussen i en nervefyldt og dramatisk afslutning blev matchvinder til 38-37 få sekunder før tid.

Men sejren er TTH fem point fra niendepladsen og dermed tæt på at have sikret sin billet til medaljeslutspillet inden de sidste tre runder.

Viktor Norlyk, der senere i marts kan få landsholdsdebut, scorede 11 gange for Mors-Thy og blev bragets topscorer.

/ritzau/