Aalborg hægtede Ikast/Bording af i toppen

Ikast/Bording fik store smæk hjemme mod Aalborg DH og tabte dermed kontakten til toppen af Tomsligaen i kvindehåndbold. Slagelse og Viborg vandt sikkert.

Aalborg DH viste ingen nåde, da holdet onsdag aften gæstede Ikast/Bording i kampen om tredjepladsen i Tomsligaen i kvindehåndbold. Nordjyderne sejrede så stort som 34-27 over et hjemmehold, der ellers kunne stille med stærkeste opstilling efter en lang periode med skadesproblemer.

Undervejs førte gæsterne med hele 11 mål.

Dermed slog Aalborg fra tredjepladsen et hul på tre point ned til Ikast/Bording. Men fra nordjyderne er der dog stadig et godt stykke frem til Slagelse DT på førstepladsen.

Anja Andersens Slagelse rejste sig oven på det skuffende nederlag til Hypo Niederösterreich i Champions League i weekenden, da holdet hjemme slog Horsens med 26-21. Dermed har Slagelse endnu ikke tabt et eneste point i ligaens første 13 kampe.

Ligaens nummer to, Viborg HK, var på besøg i hovedstaden, hvor FCK Håndbold ikke voldte de store vanskeligheder. De grønne midtjyder vandt 37-26.

/ritzau/