Aalborg før Final 4-stævne: Sensationer sker i Köln

Undertippede Aalborg Håndbold tror på sensationen, når Champions League skal afgøres. Lørdag venter PSG.

I kvartfinalen blev Flensburg-Handewitt besejret af Aalborg Håndbold efter to tætte kampe. Direktør Jan Larsen ses juble til venstre foran spillerne. (Arkivfoto.) Sportxpress/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At Aalborgs håndboldherrer lørdag går på banen til en semifinale i Champions League, havde de færreste nok regnet med inden sæsonen.

Men hos de undertippede nordjyder er sulten ikke stillet endnu. Direktør Jan Larsen tror på miraklet.

»Sensationer har det med at ske i Köln, og jeg har en lumsk mistanke om, at det fortsætter. Så kan du godt regne ud, hvem jeg tror, der vinder,« siger Jan Larsen inden afrejsen torsdag til Final 4-stævnet i Köln.

Spørger man Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen, hvorfor den danske klub løber med trofæet i år, er svaret lidt i samme retning.

»Det gør vi, fordi underdogs har det med at overraske.«

»Vi har vist, at vi har et meget højt topniveau og spiller med en stor kynisme og ro. Så vi tror fuldt og fast på det. Men vi ved godt, at rigtig mange ting skal gå vores vej, før det lykkes,« siger Stefan Madsen.

Det er første gang siden 2012, at en dansk herrehåndboldklub er blandt de sidste fire i den største klubturnering.

I semifinalen står Aalborg over for storholdet Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen på holdkortet.

»Det er jo et voldsomt stjernespækket mandskab med to absolut klassespillere på hver position,« siger Stefan Madsen.

»Vi vil gerne skabe fart i kampen. Vi skal have lukket op for vores kontrafase. Samtidig dækker Paris en type forsvar, der kan være meget svær at afkode, fordi de veksler meget i både opstilling og struktur.«

Semifinalen spilles blot fire dage efter, at klubben tabte det andet opgør om DM-guldet til Bjerringbro-Silkeborg.

Men det proppede kampprogram har ikke sat dybe spor i spillerne endnu.

»Min fornemmelse er, at folk ikke er gået fuldstændig i bund. Der bliver gravet efter ressourcer i øjeblikket, men den scene, vi skal ned og optræde på, giver noget ekstra,« siger Stefan Madsen.

Længe så det ud til, at Lanxess Arena i Köln ville blive tilskuertomt til Final 4.

Men lave smittetal i området betyder, at minimum 500 tilskuere kan få adgang. Dem har Aalborg også fået andel i.

Jan Larsen fortæller, at omkring 50 Aalborg-fans kommer til Köln.

»Kan 50 tilskuere betyde noget? Ja, det kan det. Alene bare det, at man kan høre nogen, der hepper på os, selv om de nok ikke kan råbe arenaen helt op,« siger Aalborg-direktøren.

Alt efter resultatet i semifinalen venter der enten en finale eller en kamp om tredjepladsen søndag for Aalborg.

Semifinalen mod PSG spilles klokken 15.15 lørdag.

/ritzau/