Aalborg DH gik ned i anden halvleg

Aalborg DH havde kurs mod sejren i Champions League-kampen mod spanske Riba-Roja, men det endte alligevel med et nederlag.

Aalborg DH lignede langt ind i kampen en vinder, da holdet i Valencia spillede Champions League mod spanske Riba-Roja. I anden halvleg gik det dog skævt, og det danske hold tabte 23-25.

Anført af en storspillende Tanja Logvin, der blev topscorer med ti mål, kom det danske mandskab ellers godt fra start og førte komfortabelt med 16-11 ved pausen. Men billedet ændrede sig i anden halvleg.

- Vi styrede kampen i første halvleg, men det var ikke godt nok angrebsmæssigt efter pausen, hvor vi kun scorede syv gange. Men det sker, at man taber på udebane, og nu ser vi i stedet frem mod onsdag, hvor vi skal møde FCK, sagde Aalborg DH-træner Christian Dalmose efter kampen i Spanien.

Dermed har Aalborg DH en sejr og et nederlag efter to kampe i mellemrunden i Champions League.

/ritzau/