AaB's ti mand kæmper sig til uafgjort i Aarhus

AaB var i undertal i en time, men fik alligevel et point med fra Aarhus efter en dramatisk kamp.

Jakob Ankersen bragte AGF foran, men AGF måtte alligevel nøjes med et point mod AaB. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

AaB havde godt styr på AGF, men en udvisning til AaB-forsvareren Jores Okore gjorde betingelserne svære for gæsterne, der dog alligevel fik et 2-2-resultat med hjem til Nordjylland efter søndagens superligakamp.

AGF bragte sig foran med 1-0 kort før pausen, men en flot anden halvleg af Morten Wieghorsts tropper sikrede aalborgenserne det ene point.

Resultatet betyder, at AaB er på fjerdepladsen i Superligaen, mens AGF er at finde på sjettepladsen.

Det startede godt for gæsterne, der var dominerende i kampens indledning. Aalborgenserne havde endda bolden i mål efter 10 minutters spil, men målet blev annulleret for offside.

AGF havde svært ved at få spillet til at hænge sammen, men det lysnede for hjemmeholdet, da AaB-forsvarsspilleren Jores Okore begik straffespark efter en halv times spil.

Den tidligere Aston Villa-spiller blev desuden udvist for forseelsen.

AGF-midtbanespilleren Tobias Sana brændte det efterfølgende straffespark, men otte minutter senere kunne hjemmebanepublikummet bryde ud i jubel, da kantspilleren Jakob Ankersen scorede til 1-0.

1-0 var også stillingen, da en særdeles underholdende og dramatisk første halvleg blev fløjtet af.

Anden halvleg var blot et par minutter gammel, da AGF-kanten Mustapha Bundu burde have scoret til 2-0, men hans afslutning gik langt over mål.

På trods af at være en mand i undertal fik AaB udlignet efter 55 minutter, da bolden havnede hos midtbanespilleren Magnus Christensen efter klumpspil i feltet.

Med et kvarter tilbage bragte midtbaneslideren Martin Spelmann AGF foran med 2-1 efter en fejl i AaB-forsvaret.

AaB ville dog ikke give sig, og fem minutter før tid udlignede AaB-angriberen Wessam Abou Ali til kampens slutresultat 2-2.

/ritzau/