AaB's hattrick-helt nyder hvert eneste minut på banen

Slovakken Jakub Sylvestr har fået en fantastisk start på livet i AaB, hvor han nyder hvert minut på banen.

AaB's Jakub Sylvestr var kampens store oplevelse, da nordjyderne slog Silkeborg 3-0. Scanpix/Henning Bagger
Læs mere
Fold sammen

Aalborg. AaBs angribere havde i efteråret mere end svært ved at finde vej til netmaskerne. Blot fem mål tegnede frontløberne sig for, et problem sportsdirektør Allan Gaarde adresserede i vinterens transfervindue.

Her hentede han slovakken Jakub Sylvestr, der har fået en sand drømmestart på tilværelsen i AaB. Et mål i forårspremieren mod AGF blev søndag fulgt op af et vaskeægte hattrick i 3-0-sejren over Silkeborg.

- Alle ved, hvordan det er i fodbold. Nogle gange kan man spille godt og arbejde hårdt, uden at målene kommer. Men det føles virkelig godt at score et hattrick, siger Sylvestr.

- Jeg nyder virkelig hvert eneste minut på banen. Målet mod AGF var vigtigt, for det gav mig selvtillid, og at jeg så scorede hattrick i anden kamp, det er helt utroligt.

Angriberen er dog klar over, at man i fodbold ikke er bedre end sin seneste kamp.

- Jeg vil altid have gode minder fra denne kamp, men om en uge husker ingen andre mit hattrick. Jeg skal arbejde hårdt for holdet, for det var holdet, der sørgede for, at jeg kunne score tre mål, siger Sylvestr.

For træner Morten Wieghorst er den 28-årige angribers indsats vital.

- Det betyder meget at have en målscorer. Det er ret simpelt, man skal score et vist antal mål for at opnå målsætningen, og er der ikke nogen til at sparke den ind, har du et problem, siger Wieghorst.

- Jakub er kommet rigtig, rigtig fint i gang med sin karriere her i AaB. Både vi og han var måske lidt i tvivl om, hvor mange kampe han skulle have, før rusten var banket af, men han er jo kommet rigtig hurtigt efter det.

- Hattricket her vil gøre rigtig meget for hans selvtillid, og det håber jeg, vi kommer til at se i de kommende kampe, siger Wieghorst.

Jakub Sylvestr er med sine fire mål i to kampe allerede delt AaB-topscorer i hele sæsonen.

/ritzau/