AaB-veteran klar til kontraktforlængelse

Thomas Augustinussen har kontraktudløb i AaB til sommer. Fold sammen
Læs mere

Den 20. marts fylder Thomas Augustinussen 34 år. Men det får ikke AaB-veteranen, hvis kontrakt med den nordjyske Superliga-klub udløber til sommer, til at overveje et karrierestop.

»Overhovedet ikke. Jeg føler, at der er et par sæsoner tilbage i min krop endnu,« siger Thomas Augustinussen.

Han har aftalt med AaBs sportsdirektør, Allan Gaarde, at de i løbet af måneden snupper en »fremtidssamtale«.

»AaB er helt klart min førsteprioritet, men jeg ser tiden an, og kigger på de muligheder, jeg har,« siger han.

Thomas Augustinussen fortæller, at han efter 1. januar har modtaget interessante opkald fra klubledere. Men han vil ikke nærmere ind på, hvem det drejer sig om.

Sammen med holdkammeraterne indleder han onsdag den 7. januar forberedelserne til forårssæsonen.

»Træningsmæssigt bliver den næste måned hård. Men eftersom vi i foråret har tre heste at spille på, er det ikke svært at finde motivationen,« siger  Augustinussen.

Han ser ikke mindst frem til kampene i Superligaen og Europa League.

»I den hjemlige liga er målet, at vi får bedre styr på spillet end tilfældet var i efteråret, og hvad angår Europa League, drømmer vi om at besejre Club Brugge og dermed avancere til ottendedelsfinalerne. Belgierne har tidligere besejret både Brøndby og FC København. De er stærke. Men spiller vi op til vores bedste, mener jeg, at vi har en fair vinderchance, siger Thomas Augustinussen.

Inden første Europa League-kamp mod Brügge spilles den 19. februar, skal AaB fra den 2. februar på en halvanden uge lang træningslejr i spanske Alicante.