AaB køber Mota i Viborg

SAS Liga-klubben AaB har hentet den brasilianske angriber José Mota hos ligarivalerne Viborg FF. Mota bliver i klubben til udgangen af 2010.

Angriberen José Mota fortsætter sin jyske rundtur i Nordjylland. SAS Liga-klubben AaB købte torsdag den 27-årige brasilianer af ligarivalerne fra Viborg FF. Aalborgenserne har underskrevet en fireårig kontrakt José Mota, der dermed begynder i sin tredje klub i hovedlandet, siden han kom til Danmark og Randers FC i sommeren 2004.

- Mota er en dygtig afslutter og en rigtig målscorer, som nu gennem en længere periode i Danmark har vist, at han har den uvurderlige evne til at afgøre kampe, hvilket forhåbentlig kan bidrage til, at vi i første omgang kan spille med om medaljer her i foråret, siger AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen om angriberen, der inden denne sæson havde nettet 27 gange på to sæsoner i SAS Ligaen.

Købssummen vil hverken AaB eller Viborg ud med.

/ritzau/