Den japanske fodboldlegende Kazuyoshi Miura, også kendt som "Kong Kazu" i hjemlandet, fylder 59 år til februar, men hans passion for fodbold er stadig på sit højeste.
Miura har underskrevet en ny lejeaftale frem til juni med Fukushima United i den tredjebedste japanske række. Det bliver hans 41. sæson som professionel fodboldspiller.
- Min passion for fodbold har ikke ændret sig, uanset hvor gammel jeg bliver, siger Miura i en pressemeddelelse ifølge AFP.
- Jeg er meget taknemmelig for at få muligheden for at spille i Fukushima, og jeg vil kæmpe hårdt som medlem af Fukushima United.
- Lad os skabe historie sammen!, tilføjer den 58-årige angriber.
Det er Miuras fjerde lejeaftale siden 2022, men skiftet til Fukushima United markerer, at han for første gang i fem år vender tilbage til J-League, der omfatter de tre øverste rækker i Japan.
I sidste sæson spillede han i den fjerdebedste række med Atletico Suzuka, hvor det blev til 69 minutter på tværs af syv kampe og ingen mål.
Miura startede sin lange karriere i Brasilien med Santos i 1986 og har siden spillet i Europa for italienske Genoa, kroatiske Dinamo Zagreb og portugisiske Oliveirense samt i Australien for Sydney FC.
På landsholdet scorede Miura 55 mål i 89 kampe efter debuten i 1990.
Han trak sig fra landsholdet i 2000, to år efter at være blevet udeladt fra Japans første VM-slutrunde i 1998.
/ritzau/
