5 SKARPE : Olav Skaaning Andersen, sportschef på DR, som lørdag aften viste gallashowet »Sport 2006«.

Kørte showet, som det skulle? »Det synes jeg, det gjorde. Det var et flot show, der var en god stemning, og der var udsolgt (4.000, red.).

Jeg synes også, der var en blanding af indslag, et godt miks af højdepunter fra året og skæve indslag, og så synes, jeg, at Peter Møller og Camilla Ottesen, der begge var debutanter, var fremragende som værter.«

Der er »Team Danmarks Talentpris«, »OL Prisen«, »Gør det muligt Prisen«, og »Årets Idrætskommune«. Er der efterhånden ikke for mange spøjse priser?

»Nej, det synes jeg ikke. Det er jo smag og behag, men vi har fire traditionelle priser, og så har vi fire priser, der sætter fokus på nogle af dem, man normalt ikke hører så meget til. Som sportens ildsjæle og dem, der arbejder med talenter. Tidligere var der også en pris fra Ekstra Bladet og en fra Politiken, så antallet af priser det samme som tidligere.«

Der er en masse kendte navne med som gæster. Burde I ikke udnytte det bedre?

»Det er svært at få plads til alle i programmet om aftenen, men vi sendte jo også fire timer i radioen og to timer på TV om eftermiddagen, og i de programmer var der jo mange af dem, man ikke mødte om aftenen, der blev interviewet.«

Foregår showet også i Herning næste gang?

»Vi er meget glade for vores samarbejdspartnere, og jeg tror, der er meget store chancer for, at det også næste gang foregår i Herning.«

Mikkel Kessler var den store vinder. Han fik både B.T.s guld og blev kåret til årets sportsnavn af Danmarks Idræts-Forbund og Jyllands-Posten. Hvem, tror du, der bliver den store vinder til næste år?

»Det bliver interessant at se. Hvis Michael Rasmussen skifter Tour de Frances prikkede trøje ud med den gule, bliver det nok ham. Hvis Christian Poulsen bliver endnu bedre, og Real Madrid vil betale 100 millioner for ham, vil han være en mulighed. Der er Michael Maze, der har været lidt i dvale, og som igen skal være med ved nogle store mesterskaber. Herrelandsholdet i håndbold har også store chancer, hvis det har succes ved VM. Og så er der jo altid nogle, der pludselig kommer ind fra venstre.«