Venus Williams blev sidste år den ældste spiller i US Opens singleturnering i 44 år, og senere i august stiller hun op igen.

US Open meddeler, at den 46-årige Williams har fået et wildcard, og hun kommer dermed i aktion 29 år, efter at hun i 1997 nåede finalen i sin debut i turneringen.

Venus Williams vandt turneringen i 2000 og 2001 og nåede i sin storhedstid også at vinde Wimbledon fem gange.

Storhedstiden er dog forbi. Venus Williams har de seneste fem år deltaget i fem grand slam-turneringer og er røget ud i første runde i dem alle.

Hun har tabt sine seneste 14 kampe på WTA Touren og vandt senest en singlekamp for 13 måneder siden.

Lidt bedre går det i doubleturneringer. Senest tabte hun dog tirsdag i første runde af Cincinnati Open i damedouble med søsteren Serena Williams.

Ifølge nyhedsbureauet AP gemmer US Open på et wildcard i håb om, at 44-årige Serena Williams for første gang siden 2020 har lyst til at stille op som singlespiller i en grand slam-turnering.

RITZAU