Siden landsholdets helt store stjerne for tre uger siden faldt om med hjertestop under Danmarks kamp mod Finland har de fleste danskere, der så den voldsomme episode, sikkert jævnlig tænkt tanken: »Gad vide, hvordan Christian Eriksen har det i dag«
Efter Eriksens kollaps fik offentligheden et par meldinger via DBU og Eriksens egne sociale medier om, at den danske stjerne heldigvis har det godt.
Nu har et par heldige fans ved selvsyn kunnet konstatere det samme.
11-årige Bjørn Bindzus var fredag på stranden i Tisvilde, da han pludselig fik øje på det danske fodboldidol. Han tog mod til sig og fik taget et billede sammen med Christian Eriksen, som han siden har lagt op på sin Instagram-profil.
»Jeg var nervøs og helt mundlam, da jeg skulle spørge om billedet. Men jeg er stolt over, at jeg gjorde det, og jeg er meget glad i dag,« siger den heldige fan til B.T.
»Jeg så ikke lige episoden mod Finland, men han så sund og rask ud. Det var rigtig dejligt at se,« forklarer Bjørn videre til B.T.
Bjørns mor, Diana, fortæller ligeledes til B.T., at mødet med Eriksen gjorde stort indtryk.
»Det var en stor lettelse, efter man havde set ham ligge på græsset i Parken. Han er stadig en ung mand, og han skal jo ikke ligge der. Det var dejligt at se, at han lignede sig selv på en prik.«
Du kan følge Berlingskes optakt til kampen i aften mellem Danmark og Tjekkiet i livebloggen herunder.