Den 108. udgave af Tour de France er overstået.
341 kilometer fordelt over 21. etaper. 184 ryttere var til start i havnebyen Brest, og 142 har fået slæbt sig hele vejen til Paris.
Jonas Vingegaard sluttede løbet på en andenplads, den bedste danske placering i 25 år. Berlingske kigger tilbage på et løb, som har givet os både dramatik og drømmen om at se mere dansk succes, når Le Tour i 2022 starter i København.
1. Kvinden med skiltet. Tilskuerne var efter coronaafviklingen i 2020 tilbage i vejsiden. Også så det kunne mærkes i feltet på den hårde måde. På 1. etape forårsagede en yngre kvinde en massakre af et massestyrt, fordi hun med et velvoksent papskilt ville sende en tv-transmitteret hilsen til sine bedsteforældre. Sød tanke, men ubetænksomt. Mildest talt. Et utal af ryttere måtte køre videre med asfalteksem, blodsamlinger og knubs. Det kastede en skygge ind over den ellers smukke løbsåbning i Bretagne.
2. Fænomenernes tidsalder. Cykelsporten er trådt ind i en slags guldalder med talenter og individualister af uhørt høj klasse. Tour-arrangørerne havde dygtigt designet 1. etape med et nik til den franske verdensmester Julian Alaphilippe, som kvitterede ved at vinde og køre sig i gult. Voila! Dagen efter leverede Mathieu van der Poel et glansnummer over to passager af Mur de Bretagne. Spektakulært og gnistrende i intensitet og vildskab. Når Mathieu van der Poel kører, er det med CAPS LOCK slået til, skrev Procyclings Edward Pickering. Det er rigtigt set.
3. Cavendishs comeback. Den britiske sprinters genrejsning vil stå tilbage som et historisk comeback i sportens verden. 36-årige Mark Cavendish var inden sæsonen 2021 med god grund dømt ude efter tre år i en karrieremæssig dødsspiral. Præget af sygdom (mononukleose), depression og formsvigt i en selvforstærkende cocktail. Stod inden sidste etape i Paris noteret for fire etapesejre og en tangering af Eddy Merckxs rekord. Det er opløftende – også i et større perspektiv – at se et menneske komme tilbage fra fortvivlelse til forløsning.
4. Jonas Vingegaards vink. Tourens 5. etape blev på mange måder skelsættende. På den 27 km lange enkeltstart gav Jonas Vingegaard et vink om sit potentiale i årets Tour. Han blev nummer tre, kun slået af den forsvarende Tour-vinder, Tadej Pogacar, og den schweiziske specialist Stefan Küng. Den 24-årige thybo rykkede op som nummer otte sammenlagt. Og løbet havde ikke ramt bjergene endnu, hvor Vingegaard med sine 58 kilo er en tyngdelovsignorant af de helt store.
5. Implosion på Team Ineos. For et hold, som har vundet Tour de France syv gange siden 2012, har denne årgang været et mareridt. Team Ineos kom med det på papiret stærkeste hold i mands minde. Med fire kapable kaptajner og en melding fra general manager Dave Brailsford om at køre som aggressivt svirrende urostiftere mod enhver herskende orden. Det sluttede uden en etapesejr og med en tredjeplads til Richard Carapaz. Det er cirka som at blive lovet en tur på Roskilde Festivalen med fri bar og mosh pit for så at skulle nøjes med lunkne fadøl og Lars Lilholt på Kløften Festival i Haderslev.
6. Baroudeurs. Franskmændene kalder de store udbrydere for baroudeurs. Det er et smukt ord at smage på. Det har været kendetegnende for årets Tour at se store udbrud uden fare for klassementet sejle afsted. Ti etaper er blevet vundet på den facon. Men mere bemærkelsesværdigt er det, at vinderen har lettet anker langt fra mål og er kørt solo over distancer på 10-70 kilometer. Romantikere vil hylde store, holdbart insisterende rullemaskiner som den dobbelte slovenske etapevinder Matej Mohoric, den tyske klippeformation Nils Politt eller den løbsintelligente hollænder Bauke Mollema.
7. Mont Ventoux. Det var godt at se Giganten i Provence tilbage i løbet. Også selvom rytterne ikke skulle slutte på toppen, men i Malaucéne. Til gengæld skulle bjerget forceres to gange. Det blev til en etapesejr for endnu en af cykelsportens stratosfæriske fænomener, da Jonas Vingegaards belgiske teamkollega Wout van Aert sled en flok medudbrydere op. Men etapen vil i høj grad også blive husket for Vingegaards angreb på Tadej Pogacar, som for første og reelt eneste gang i løbet måtte opgive at holde hjul på en af sine nærmeste konkurrenter. Det er den slags sprækker, optimismens blomster skal gro i, for den slovenske supermand har ikke mange momenter uden et modsvar.
8. Håndværkets nestor. Det er sjældent at se en af cykelsportens mange, pålidelige håndværkere stjæle overskrifter, som Michael Mørkøv gør det. Med sine 36 år har Mørkøv nået at være sidste led i supersprinternes kæde for sejrsmaskiner som Alexander Kristoff, Elia Viviani, Sam Bennett og nu Mark Cavendish. Når Mørkøv manøvrerer forud for de store bunkegaloppers frygtindgydende finaler, sker det med en blanding af køligt overblik og en zenmesters umærkelige ro. Det er en mønsterprofessionel, der også er tæt på at hæve håndværk til en form for kunst.
9. Tadej Pogacar. Den 22-årige slovener var yngste vinder nogensinde i 2020 og er nu noteret for to sejre i Tour de France. Anquetil, Merckx, Hinault og Indurains fem sejre kan stå for fald. Pogacar grundlagde sin sejr i år på to rædselsfuldt regnvåde og kolde dage i Alperne, hvor han satte samtlige formodede rivaler mat. Resten af vejen var han oven på pedalerne, og i Pyrenæerne var han grådig nok til at vinde de to hårdeste bjergetaper. Det ligner en dominans, som kan strække sig over meget lang tid. Især fordi Pogacar stadig er så ung og relativt uprøvet, at han forlader sig på ren styrke og rå kraft.
10. Vingegaard 2.0. Det må være både overvældende og overrumplende at befinde sig i Jonas Vingegaards cykelsko i disse dage. Fra at være kendt i cykelsportens inderkreds har Tour de France på tre uger katapulteret den lidt sky enspænder til et navn, der vækker genklang fra Bergen til Beijing. Det kan være svært at håndtere den megen virak og finde den ro, der også skal til. Det bliver en udfordring på flere planer. Jumbo-Visma har også andre store ryttere som Primoz Roglic og Tom Dumoulin i stald, så det er absolut ikke givet, at Jonas Vingegaard trods sin andenplads nu bliver forfremmet til kaptajn i næste års Tour de France.
Selvom mange danskere vil se det som en logisk konsekvens af årets Tour de France. Og ikke mindst det faktum, at Tour de France næste år har grand départ med tre etaper i Danmark. Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge fortsættelsen.
