Sofia Lynggaard Normann rækker lillefingeren frem og viser en skinnende perle, der sidder i midten af ringen Young Fish.

Perlen kan bevæge sig op og ned i en bølgende bevægelse og gengiver en levende fortælling om hendes personlige møde med havets forunderlige verden.
»Jeg er inspireret af dykning, fordi det er en verden, som på mange måder har helt sin egen rytme. Når jeg dykker, føler jeg, at jeg kan fordybe mig i nogle detaljer og former, som fascinerer mig og inspirerer mig i mit formgivende arbejde. Der er en helt anden ro. Og man er den observante. Den, der bare ser og lytter med en skærpet opmærksomhed. Det har jeg prøvet at gengive i mine debutkollektioner Young Fish og Under The Sea,« fortæller smykkedesigner Sofia Lynggaard Normann, mens vi sammen studerer den lille legesyge fisk af det pureste guld.
Ringen er fra hendes kollektion Young Fish, der sammen med Under the Sea udgør hendes debutkollektioner, som er lanceret i foråret 2024.

Tredje generation
Sofia Lynggaard Normann er tredje generation i OLE LYNGGAARD COPENHAGEN, som i 2023 kunne fejre 60-års jubilæum, og hun har fulgt både sin mor, smykkedesigner Charlotte Lynggaard, og morfar, smykkedesigner og grundlægger Ole Lynggaard, på tætteste hold fra barnsben.
»Min skole lå ved siden af vores hovedkvarter, så jeg er kommet her i dagligdagen og har mærket det liv og den dynamik, som præger vores familievirksomhed. Vi har så mange forskellige afdelinger og værksteder samlet under ét tag. Det har altid inspireret mig at følge, hvordan min mor og morfar indgår i alle processer i huset lige fra idé og design til formgivning, lancering og promovering,« siger Sofia Lynggaard Normann.
Hendes mor, Charlotte Lynggaard, nikker samstemmende og tilføjer, at OLE LYNGGAARD COPENHAGEN er en virksomhed, hvor familiefølelsen også omfatter medarbejderstaben.
»Vores virksomhed føles som en familie samlet set, fordi afdelingerne arbejder så tæt sammen på kryds og tværs. Vi har eget reklamebureau, vores egne fotografer og projektledere. Der er aldrig to dage, som er ens, og vi deler en passion i forhold til at skabe noget sammen. Det er både vores arbejde, men et langt stykke ad vejen også vores liv,« uddyber Charlotte Lynggaard.
Det er i høj grad denne passion, som har gjort stort indtryk på Sofia Lynggaard Normann, siden hun for alvor trådte ind i virksomheden OLE LYNGGAARD COPENHAGEN:
»Der er virkelig en stærk følelse af, at vi skaber i fællesskab for at opnå det bedst mulige resultat. At mærke den passion hos vores medarbejdere, det synes jeg er ret magisk. For det er ikke noget, man kan kræve af nogen. Det er kun noget, som man kan føle i fællesskab, hvis alle har det samme engagement og den samme passion,« understreger Sofia Lynggaard Normann.
Det gyldne håndværk
Kærligheden til smykker er funderet på en grundlæggende fascination af det gyldne håndværk hos alle tre generationer af smykkedesignere i OLE LYNGGAARD COPENHAGEN.

»Håndværket er et element, som både Sofia og jeg er vokset op med gennem min far og Sofias morfar, Ole Lynggaard. Lige meget hvad vi laver, så elsker vi alle sammen detaljen for håndværket. En særlig opmærksomhed i forhold til, at selv om hundrede år skal et smykke udtrykke noget ganske specielt for den, der bærer det. En unik kvalitet, hvor man kan mærke, at både ædelmetal og -sten har været i et andet menneskes hænder og er blevet nænsomt formet af disse hænder,« siger Charlotte Lynggaard.
Guldsmedene i OLE LYNGGAARD COPENHAGEN bruger ofte teknikker, som går langt tilbage i tiden og kræver en håndværksmæssig kunnen frigjort fra maskiner og andre tekniske hjælpemidler.
»Tag for eksempel en teknik som satinering. En langsommelig proces, hvor man skærer forsigtigt i guldet. Det er en teknik, som min far, Ole Lynggaard, brugte helt tilbage, da han grundlagde virksomheden for 60 år siden. I de senere år har vi genoptaget den teknik, fordi den giver et helt enestående udtryk, som man ikke kan eftergøre ved hjælp af nogen form for maskine eller mekanik. Man opnår den her lidt irregulære form, som afspejler det menneske, der har skåret guldet til,« forklarer Charlotte Lynggaard.
Denne enestående håndværksmæssige knowhow er en af årsagerne til, at OLE LYNGGAARD COPENHAGEN har kunder, som flyver ind fra alle dele af verden for at opleve et smykkefirma, hvor guldsmedene sidder i huset, og man kan følge skabelsesprocessen på nærmeste hold.
»Vores kunder udtrykker ofte, at det er en øjenåbner for dem at være med i tilblivelsesprocessen. Det kan tage uger eller måneder at færdiggøre et smykke, hvis der skal bruges nogle helt særlige sten,« siger Sofia Lynggaard Normann.

Skaber sin egen fortælling
Sofia Lynggaard Normann er netop hjemvendt fra Australien, hvor hun har præsenteret sine debutkollektioner og forude venter mere rejseaktivitet og promovering.»Det er selvfølgelig en stor oplevelse, at jeg nu lancerer Young Fish og Under The Sea under mit eget navn. Men det er egentlig kommet på en naturlig måde, fordi jeg har været involveret i mange af vores processer gennem de seneste år. Mine kollektioner er vokset frem af en legende tilgang, hvor jeg har brugt OLE LYNGGAARD COPENHAGENs værksteder til at udvikle mine ideer,« siger Sofia Lynggaard Normann.

Lillefingerringen Young Fish er netop resultatet af denne legende skabelsesproces i familieværkstedet, hvor Sofia Lynggaard Normann har brugt masser af tid på at finde frem til det udtryk, som gør den så glad og livfuld at se på.
»Jeg har eksperimenteret meget med at tilføje den her detalje i smykket, hvor perlen bevæger sig. Det giver en ekstra fortælling. Et element, som både min mor og morfar også arbejder med i deres designs for OLE LYNGGAARD COPENHAGEN. Når kunden køber smykket, kan de få lov til at digte med og finde frem til deres helt egen historie i smykket. Det synes jeg er en rigtig fin måde at skabe forbindelse mellem den, der har skabt smykket, og den, der kommer til at bære det i fremtiden,« afslutter Sofia Lynggaard Normann.
Du kan udforske og købe Sofia Lynggaard Normanns kollektioner Young Fish og Under the Sea online.
