Samtaler om døden er ikke de nemmeste at få hul på for langt de fleste af os. Nogle undgår det helt og forlader sig på tanken om, at lægevidenskaben sikrer os alle et langt liv. Andre cirkler rundt om emnet og udskyder det måske på ubestemt tid.
»I min optik er en af årsagerne til, at vi har svært ved at tale om døden, at vi bliver ældre og ældre. I dag kan vi kurere sygdomme, som tidligere har kostet mennesker livet. Derfor tror de fleste af os på, at vi bliver meget gamle, og vi kan næsten ikke forestille os, at vi en dag skal dø,« fortæller Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.
Han mener, at det er vigtigt, at vi bliver langt bedre til at forholde os til vores egen dødelighed og tale mere frit om emnet.
»En af de væsentligste grunde til, at vi bør få et mere naturligt forhold til døden, handler om hensynet til de efterladte. De bliver ladt i stikken, hvis ikke vi taler om døden som en selvfølgelig del af vores tilværelse. I Det Nationale Sorg Center har vi et sorgpanel, som består af omkring tusind efterladte. Her melder syv ud af ti tilbage, at omgivelserne trækker sig, når den afdøde er blevet begravet eller bisat,« siger Preben Engelbrekt.
Han tilføjer, at vi i Danmark er rigtig gode til at træde til, når det gælder praktiske gøremål i ugerne efter dødsfaldet. Men herefter ebber hjælpen ud, og mange efterladte står alene med deres sorg og har ikke nogen at tale med den om.
Tal om døden
Det Nationale Sorgcenter har gennem mange år gjort en stor indsats for at klæde os danskere bedre på til at tale om døden, så mødet med den bliver lidt nemmere at håndtere for både de efterladte og omgivelserne generelt.
»I forbindelse med vores kampagne Tal om det slog vi et slag for, at man gør sig mere umage med at tale om døden og den sorg, som følger med. Vi har blandt andet fremstillet en række samtalekort, som kan danne udgangspunkt for en dialog både i familier, på arbejdspladser og blandt venner,« forklarer Preben Engelbrekt.
Alt peger på, at der er stærkt brug for vejledning og konkrete retningslinjer, man kan støtte sig til i forbindelse med et dødsfald. For langt de fleste af os er rundet af en norm, som fortæller os, at samtaler om døden primært er noget, man fører bag lukkede døre hos en psykolog.
»I Danmark har vi en sorgkultur, som er præget af, at vi helst vil fikse problemet og ikke føle smerte for længe. Derfor flytter vi samtalen væk fra vores dagligliv og beder de efterladte henvende sig til de professionelle i stedet,« siger Preben Engelbrekt.
Din arv kan give udsatte børn mulighed for en bedre fremtid. Læs hvordan hos SOS Børnebyerne
Et testamente kan åbne dialogen
Der findes imidlertid indgange til at begynde at tale om døden, som nærmer sig emnet på en mere »ufarlig« måde. For eksempel en samtale om, hvordan man kunne have lyst til at udforme sit testamente.
»Langt de fleste synes, at det er en rigtig god idé at oprette et testamente, men det er desværre et fåtal, som gør noget ved det. Det er en skam, for hvis vi skal forandre synet på døden, så er det vigtigt, at vi forholder os til vores egen dødelighed. For eksempel ved at oprette et testamente,« siger Preben Engelbrekt.
Hvis man tager fat på at tale om døden med fokus på sit testamente, så kan samtalen også bevæge sig videre i retning af en dybere snak om de følelsesmæssige aspekter, som er knyttet til, at man en dag kan miste dem, man har allermest kær.
Den samtale har Ulf Skjernov åbnet sammen med sin kone i forbindelse med, at de sammen besluttede sig for at skrive et testamente.
»At skrive et testamente er ikke noget, man bør frygte. Vi er lettede over, at vi har fået styr på tingene nu. Det gavner både os selv og vores pårørende. Det betyder, at vi har ro i sindet, og det samme har vores børn. De ved, hvordan de skal forholde sig i det øjeblik, vi ikke er der mere,« siger han.
Ulf Skjernov er i dag pensionist, men siden han var helt ung, har han været engageret i SOS Børnebyerne, hvorfor det var naturligt for ham at betænke dem i sit testamente.
»SOS Børnebyerne gør en stor forskel for børn i de dele af verden, hvor der virkelig er brug for hjælp og omsorg. De skaber nogle trygge rammer omkring udsatte børn, hvor de er omgivet af voksne omsorgspersoner og får mulighed for at komme i skole. Det er afgørende for, at børnene kommer videre i livet, får en uddannelse og skaber sig en tilværelse. Ellers er der risiko for, at de ender på gaden og bliver udnyttet af kriminelle,« pointerer Ulf Skjernov.
På spørgsmålet om, hvordan Ulf Skjernovs voksne børn modtog meddelelsen om, at han og konen havde valgt at betænke SOS Børnebyerne i deres testamente, svarer Ulf Skjernov, at det forløb uden problemer.
»Vores børn tog godt imod vores beslutning. De kan godt forstå vores bevæggrunde og støtter ønsket om, at en del af arven skal bruges til at hjælpe børn, som slet ikke har de samme muligheder, som de selv er vokset op med,« siger Ulf Skjernov.
SOS Børnebyerne er til stede i mere end 135 lande, hvor de hver dag arbejder for at styrke udsatte og forældreløse børn og unge, så de kan skabe positiv forandring i deres egen og andres fremtid. I 2023 hjalp de over 69.000 børn i børnebyer og plejefamilier og over 500.000 udsatte mennesker gennem forebyggende, familiestyrkende indsatser.
Læs mere om, hvordan du kan betænke SOS Børnebyerne i dit testamente
Kærlighedsbreve
Preben Engelbrekt fra Det Nationale Sorgcenter understreger, at det ikke kun gavner at tale med sine voksne børn om døden, men også mindre børn.
»Børn har et behov for at føle sig sikre på, at der er nogen, som vil tage sig af dem, hvis deres forældre dør. Oplever de, at nogle af deres jævnaldrende mister deres forældre, vil de meget ofte spørge ind til døden. Her er det vigtigt at tage samtalen med barnet på en stille og rolig måde, så det kan mærke, at de voksne tager et ansvar og ikke bare affejer det med, at den slags ikke sker i vores familie,« siger Preben Engelbrekt.
Han vil tværtimod opfordre til, at vi bruger bevidstheden om vores egen dødelighed til at reflektere over, hvad vores børn og andre mennesker, som vi står i tæt følelsesmæssig relation til, betyder for os.
»Jeg har kørt sorggrupper også i snart 30 år, og det er meget sjældent, at der er et brev til de efterladte fra den døde. Det er forståeligt, for det kan forekomme nærmest ubærligt at skulle skrive et brev til dem, man elsker, når man ikke er der mere. Men det kan få en helt enorm betydning for dem, som bliver ladt tilbage,« siger Preben Engelbrekt.
Derfor vil han anbefale, at man forfatter et såkaldt Kærlighedsbrev til en eller flere af de mennesker, som står ens hjerte nær.
»Her kunne man for eksempel tage udgangspunkt i, hvad der er sket i løbet af året. Hvad har man lagt særlig mærke til ved den person, man har i tankerne? Hvad har man glædet sig over og været bekymret for? En slags status, hvor man fordyber sig i det forhold, man har til den pågældende og den kærlighed, som man føler. Det er hundrede gange nemmere at skrive den slags, når man ikke har død og sygdom tæt inde på livet. Mange af dem, som har haft døden tæt inde på livet, ærgrer sig ofte over, at de ikke fik udtrykt deres kærlighed tydeligt nok til dem, de holder af. Sagt ’jeg elsker dig’ langt oftere,« afslutter Preben Engelbrekt.