Vi møder Darcio Tivane Vikestad i København den dag, hvor han bliver fejret efter ti års ansættelse i Joe & The Juice. Samtidig er han netop vendt tilbage fra USA, hvor han i New York sammen med to kolleger har udrullet et Regional Manager Leadership Program for firmaets ledere.
»Det job, jeg har i dag som en del af vores Global People & Development afdeling, er kulminationen på en rejse med Joe & The Juice, der startede for nøjagtig ti år siden, da jeg begyndte som juicer i Magasin på Kgs. Nytorv,« fortæller han.
»Det drive og den integritet, som jeg mødte hos ledelsen og kollegerne, har været og er stadig det daglige brændstof for min passion og den udvikling, jeg har været igennem«.
Det svære valg
Mange unge river et år eller mere ud af kalenderen efter gymnasiet for at rejse, tage på højskole eller noget helt tredje for at hente erfaringer og inspiration, inden de beslutter sig for de næste afgørende skridt i tilværelsen. Hvad vil jeg gerne arbejde med i fremtiden? Og hvad vil jeg gerne læse?

For Darcio skulle juicebaren i Magasin egentlig have været hans sabbatår, da han flyttede fra Sydfyn til hovedstaden, før han ville studere sundhed eller ernæring bagefter.
»Men jeg blev hurtigt grebet af stemningen blandt medarbejderne og af ånden i den unge startup-virksomhed med vokseværk. Og jeg kunne også se, at der i Joe & The Juice var gode muligheder for at gøre karriere,« fortæller han.
De oprindelige uddannelsesplaner blev derfor skubbet i baggrunden, da Darcio blev tilbudt et job som butikschef på Nørreport. Herefter gik det slag i slag. Butikschefen blev regionalchef i Danmark og senere regionalchef i London, hvor han endte med at blive en del af det team, der beskæftigede sig med »People« – HR-funktionen i Joe & The Juice.
Mere ansvar krævede mere viden
»Jeg var blevet ret skarp på den praktiske og daglige drift af vores butikker, men i »People« handler det om at lede, engagere, udvikle og fastholde vores medarbejdere med skalerbare initiativer. Og denne ekspertise kræver på den lange bane mere teoretisk viden, end jeg hidtil havde i bagagen,« fortæller han.
På udkig efter relevante uddannelsesmuligheder, blev Darcio i London opmærksom på HD-uddannelsen på CBS i København. Her kunne han dels få en bedre generel virksomhedsforståelse, dels tilegne sig ny viden om organisation og ledelse.
Og så passede det ham rigtigt godt, at han kunne starte på HD1-studiet online, mens han fortsat arbejdede fuldtid i England.
Fleksibel uddannelse er vigtigt
Første år af HD1-uddannelsen gennemførte Darcio som nævnt online fra London, mens han efter at være kommet tilbage til Danmark tog det andet år ved at følge undervisningen to aftener om ugen på CBS.
»Nu er jeg så startet på HD2 Organisation og Ledelse. Og da jeg samtidig er blevet far, vil jeg gerne være sammen med min lille søn og kæreste så meget som muligt, når jeg har fri. Derfor passer det rigtig godt, at jeg har mulighed for at gennemføre HD2-uddannelsen ved at møde op på CBS en hel fredag og lørdag, hver måned,« slutter han.

Darcio Tivane Vikestad er et godt eksempel på, hvordan der i en moderne, dynamisk verden er gode muligheder for at opbygge en alternativ karriere, og hvordan det kan lykkes at få arbejde, uddannelse og privatliv til at spille sammen.
En fleksibel uddannelse
HD1 er en praksisnær og fleksibel erhvervsøkonomisk uddannelse, som giver dig adgang til alle HD2-uddannelser på CBS.
Du kan tilpasse HD1-uddannelsen efter dine behov. Du vælger selv om du ønsker at tilmelde dig den samlede uddannelse på to år eller om du hellere vil følge et enkelt kursus ad gangen.
