Zombierne angriber igen – igen

En barsk, uskøn, skræmmende og alligevel dragende verden venter i »State of Decay: Year-One Survival Edition«.

Det er ikke sjovt at være populær i »State of Decay: Year-One Survival Edition«. Fold sammen
Læs mere

Men på det tidspunkt var jeg både overmæt af zombier og af åbne spilverdener med deres evige »kør og hent«-gameplay, og eftersom »State of Decay« samtidig blev udgivet som et downloadspil til budgetpris og som konsekvens lignede en brungrumset, hakkende pixelmasse på skærmen, var det ikke svært for mig at springe det over.

Hurtig fremspoling til nutiden, hvor spillet netop er blevet genudgivet som »State of Decay: Year-One Survival Edition«, nu til den noget stærkere konsol Xbox One. Med løfter om forbedret grafik, stabilitet og i det hele taget en mere helstøbt spiloplevelse end udgangspunktet, tørrede jeg derfor zombie-trætheden ud af sindet og besluttede mig for at give det en ny chance.

Det er jeg ikke ked af.

Selvom det er løgn at påstå, at »Year-One Survival Edition« nu er et kønt spil, forstår jeg godt, at konceptet gennem årene har samlet en stor fanskare, som givetvis vil ekspandere yderligere nu. Du bliver kastet ind på scenen i en verden, som fans af zombier hurtigt vil nikke genkendende til fra spil, film og tv-serier i stil med »Walking Dead«.

Små byer forbundet med støvede landeveje, bjerglandskaber og skove, plantager og marker, alt sammen smuk idyl engang, men nu et karantæneramt helvede på Jord, næsten udelukkende befolket af hjerneædende monstrøsiteter på jagt efter føde.

Ud over din figur befinder der sig andre »rigtige« mennesker i området, og I er alle i stor fare. Din opgave er derfor ikke kun at overleve, men også at finde dem og organisere en lejr, hvor I kan bo og på sigt finde vejen ud.

Typisk for spil i åbne verdener er der køretøjer overalt, som du uden videre kan bruge. I begyndelsen af spillet kører du derfor rundt på må og få, men hurtigt begynder missionerne at tikke ind; der skal findes andre overlevende på specifikke steder på det store landkort, jeres base skal udvides, du må finde forsyninger for at holde gruppen i live og så videre.

Døden har konsekvenser

Så langt, så forudsigeligt, men det spændende ved »State of Decay« er at det byder på en række dejligt anderledes elementer end i andre sandkasse-spil. Først og fremmest er der meget nemt at dø, for selvom det er forholdsvist problemfrit at smadre en enkelt angribende zombie, bliver det hurtigt mere udfordrende, når de kommer stormende i store flokke – hvilket de naturligvis ofte gør.

Hvis du dør, er din figur borte for evigt, og selvom du uden videre kan skifte over til en af de andre overlevende og spille videre, tilfører det et yderst nervepirrende element. For hver gang du klarer en mission, stiger dine erfaringspoint og dermed dine muligheder i spillet for fx at gøre basen mere sikker, få bedre udstyr og endda få andre til at følge dig rundt som bodyguards, og hvis din figur pludselig dør, forsvinder disse muligheder som dug for solen.

Det handler derfor om at planlægge sine ture omhyggeligt og aldrig bare kaste sig ud i vilde togter, men derimod bl.a om at følge døgnrytmen og kun begive sig ud om natten, hvis det er bydende nødvendigt, samt at begrænse forbruget af skydevåben, eftersom de larmer og hurtigt tiltrækker flere zombier.

Denne blanding af action og rollespilselementer gør »State of Decay: Year-One Survival Edition« til et tryllebindende bekendtskab.

Chancen for at dø lurer overalt og de permanente konsekvenser gør de fleste af missionerne til nogle håndsvedsdryppende affærer. Samtidig er der masser af kød på spillet, for udviklerne har tilføjet to ekstra spilformer til grundhistorien, spilformer som hver især piller konceptet fra hinanden og sætter det sammen igen på nye og ganske opfindsomme måder.

Har du en Xbox One eller en pc er det derfor en stor anbefaling værd. »Year-One Survival Edition« er måske ikke kønt, og det handler jo om zombier, hvilket efterhånden nærmer sig grænsen for hvad vi spillere kan kapere. Men som spilidé er det ambitiøst, nyskabende, vanedannende og underholdende nok til at kompensere i tilfredsstillende grad.