Konsollerne kan nogenlunde det samme, men PlayStation 4 har fået et solidt salgsforspring, ikke mindst herhjemme, hvor Xbox One på det nærmeste har været usynlig. Microsoft har dog ikke givet helt op, men satser frem mod jul på at levere et par tunge titler, der kun udkommer til deres maskine og derfor kan blive tungen på vægtskålen for nye konsolkøbere.
Da det originale »Halo« udkom sammen med den første Xbox i 2001 var det i høj grad med til at sikre maskinen umiddelbar succes. Spillet definerede ikke bare Microsofts indtog på konsolmarkedet, men også førstepersonsskydespillene som genre, og det var blandt andet med til at give mig en rygskade, fordi vi måtte slæbe et tungt tv op på fjerde sal, så vi kunne linke to maskiner sammen og spille multiplayer til den lyse morgen.
Siden da er konsollerne jo heldigvis kommet online, og »Halo«-serien er nået til sin femte udgave, denne gang med undertitlen »Guardians«. Dette refererer til et hold af computerstyrede soldater, du får ved din side, når du dykker ned i spillets solo-kampagne.
Ved et enkelt tryk på controlleren kan du få dem til at angribe, forsvare eller dække din ryg, og på den måde hjælpe dig mod de horder af aliens (eller »covenant«, som den fjendtlige race kaldes i Halo-universet), der konstant er efter dig. Det er ikke set før i serien og fungerer egentlig meget godt, men decideret revolutionerende for spiloplevelsen er det langt fra.
I det hele taget er der ikke meget nyt at hente i denne del af spillet, som mest af alt er en flottere og mere skinnende kopi af dét, vi har prøvet så uendeligt mange gange før: Korridorer med klaustrofobisk gameplay, afløst af store åbne arenaer med fjender ventende på strategiske steder, efterfulgt af et kort pusterum, hvorefter det hele starter forfra, og med det selvsamme flow, som siden 2001 har defineret spiloplevelsen: Først et hurtigt ryk fremad for at spotte og aktivere fjenden, derefter heftig ildkamp, indtil du bliver ramt, så et hurtigt tilbageløb, mens dit skjold regenerer, og så ellers på den igen.
Det virker og er særdeles effektivt, men det er godt nok ved at blive tyndslidt efter min smag - dedikerede fans af universet vil dog helt sikkert nyde de mange referencer.
Langt sjovere er multiplayerdelen i »Halo 5: Guardians«, som byder på en vifte af forskellige spilformer. Den bedste kaldes »Warzone« og er et herligt kaos, hvor op til tolv spillere på to hold mødes og udkæmper hektiske slag, mens der konstant bliver kastet overraskelsesmomenter ind i løjerne, bl.a. i form af computerstyrede fjender, som lynhurtigt kan ændre slagets gang. Dette kan udmærket gå hen og blive salgsargumentet, der får »Halo« helt til tops på hitlisterne.
Hæsblæsende action
Hun begyndte på PlayStation, rykkede så til Hollywood, blev hvermandseje og er nu endt på Xbox One, i hvert fald de næste par måneder. Lara Croft er tilbage i endnu et »Tomb Raider«-spil, som indtil engang i det nye år er reserveret Xbox-ejere at opleve. »Rise of the Tomb Raider« tager handsken op fra det forrige spil, som udkom i 2013 og var en slags genfortælling af historien om den kvindelige arkæolog med hang til eventyr og skuddueller.
Lara går denne gang i sin fars fodspor på jagten efter en guddommelig kilde, der vil sikre menneskeheden evigt liv. Dette er hun naturligvis ikke alene om, så med onde kræfter i hælene går den vilde skattejagt på tværs af kontinenter, gennem skove, isklædte bjerge, og, naturligvis, et hav af mystiske grotter, der skal udforskes og plyndres.
Udviklerne fra Crystal Dynamics har fantastisk godt styr på Lara og det eventyr-univers, som så mange af os har elsket lige siden hun debuterede som spilfigur tilbage i 1996. Præcis som med det forrige spil formår de også her er at forædle spiloplevelsen med moderne komponenter uden at tabe essensen af Tomb Raider undervejs.
Spillet fungerer således med få undtagelser nærmest perfekt med sin blanding af åben verden, lineære passager og et velafstemt tempo til at forene de to strukturer med hæsblæsende action og mere afdæmpet udforskning. Måske er historien ikke sindsoprivende original, men den formår at gøre Lara mere interessant og vedkommende end langt de fleste spilfigurer, og du får ikke mange momenter af stilstand eller kedsomhed i de ca. 30 timer, spillet varer.
Som Lara gælder det om at overleve i de mange barske omgivelser, hun sættes i. I begyndelsen er du kun udstyret med en primitiv bue og pil, så det gælder om at lede efter hjælpemidler i naturen og langsomt udvide dit arsenal.
Således bruger du en rum tid på at skyde vilde dyr og søge efter brugbare planter, men snart bliver fjendebilledet udvidet til også at indbefatte bevæbnede soldater, og så går der mere hardcore action i den, med hjemmelavede molotovcocktails og skuddueller i stil med andre kendte eventyrspil som fx »Uncharted«.
Heldigvis er udviklerne ikke blevet for forført af dén opskrift, men holder godt fast i en anden af grundpillerne i »Tomb Raider« – nemlig udforskningen. Der er således indlagt et hav af huler og grotter med indbyggede logiske gåder, der skal løses, og de giver dejligt hjernevridende afbræk i det øvrige reaktionsbestemte gameplay.
Til tider kan det dog være temmelig svært at regne løsningerne ud og føre Lara helt frem til den ventende skat, men også her viser »Rise of the Tomb Raider« tæft for den gode spiloplevelse ved at have gjort udforskningsdelen uafhængig af selve historiens forløb. Frustrerer en gådegrotte, kan du således bare springe den over og vende tilbage senere. 5 ud af 6 stjerner.
