Tilbage til de japanske rødder

Stilen i »I Am Setsuna« er fortryllende. Fold sammen
Læs mere

Rollespil-genren dækker over mange varianter og afarter, og én af dem, der har opbygget en nærmest kultlignende tilhængerskare, er de traditionelle, japanske rollespil. I forne tider udkom der et væld af virkelig gode titler, som for eksempel de tidlige »Final Fantasy«-kapitler og ikke mindst »Chrono Trigger«, som »I Am Setsuna« nærmest ligner en tro kopi af. I spillet indtager du rollen som en kriger, der skal beskytte pigen Setsuna, mens I vandrer rundt i et sneklædt vinterlandskab til tonerne af trist, men umiskendelig japansk, klavermusik. Der bydes således på alt det, genren er kendt for: Lange dialogsekvenser med mere eller mindre interessante figurer, et antal simple gåder, der skal løses for at skabe adgang til nye spilområder, og så masser af underholdende, tur-baserede kampe, hvor det gælder om at aflæse modstandernes elementære svagheder og lære samspillet mellem våben og magi.

Det er til yderst flot lavet, og længes du tilbage til den tid, hvor Japan regerede nærmest enerådigt over spilmarkedet, er »I Am Setsuna« bestemt et visit værd.

I Am Setsuna

Udvikler: Tokyo RPG Factory. Udgiver: Square Enix. PEGI-aldersmærkning: 12+