Et computerspil tegnet i hånden? Selvfølgelig kan man det!
Efter at være faldet totalt for det mageløse, svenskproducerede peg-og-klik-adventurespil »The Dream Machine«, som blev bygget i ler og bagt i ovnen (før det blev omdannet til spilbare pixels), har jeg været på udkig efter spil, der går nye og besværlige veje. Eller bare anderledes veje. Og her var så pludselig et. Lavet af et lille minifirma på bare to mand, nøjagtig som »The Dream Machine«. Og tegnet i hånden, med den fineste, omhyggelige streg.
»The Tiny Bang Story« er en blanding af et peg-og-klik-gådespil og et »hidden object«-spil. I »hidden object«-spil - tingfinderspil, kan man vel kalde dem - skal man finde ting, der gemmer sig et sted på skærmbilledet. Og hvis man lavede et prestigebarometer over computerspilgenrer, ville de nok ligge temmelig lavt. Lidt ligesom find-5 fejl-siden i krydsordshæftet. Til gengæld er de tosset populære. Der ligger i tusindvis af dem på nettet, især på sites med kvindelige målgrupper. Men det er vist også noget med, at kvinder - statistisk set - er bedre til at finde nøglerne (eller huske, hvor de ligger (og derfor muligvis synes, det er sjovere at sidde og stirre ekstremt længe på et billede af et uoverskueligt rodet loftsrum for at finde en lillebitte hvid mus, gemt i en lampeskærm)), mens mænd - statistisk set - er bedre til at finde vej i den slags 3D-labyrinter, skydespil foregår i.
Statistisk set, siger jeg! Selv havde jeg aldrig prøvet et tingfinderspil før, men i selskab med »The Tiny Bang Story« opdager jeg hurtigt, at jeg ret godt kan lide det. I hvert fald i dette tilfælde, fordi spillet er så fint tegnet og så rart at se på. Og så selvfølgelig, fordi »The Tiny Bang Story« ikke bare er et tingfinderspil, men et peg-og-klik-gådespil med rigtig fine puzzles af en sværhedsgrad, der lige præcis har fundet den balance, hvor man bliver vippet frem og tilbage mellem fascination og irritation på den helt rigtige måde. Man skal være lige ved at give op ind imellem, før et gådespil er rigtigt vellykket.
Historien? Ikke så vigtig. I hvert fald ikke som en kronologisk, meningsfuld fortælling - på samme måde som den mærkelige drøm, du drømte i nat. Men i hvert fald: Spillet indledes med eksplosionen af en lille, saftiggrøn planet, der efterfølgende skal samles igen som et puslespil. Og her snakker vi altså et puslespil af den gode, gammeldags slags, som kan lægges på spisebordet. Nu lægger man det så bare på skærmen i stedet. Brikkerne til puslespillet finder man gemt rundt omkring i de fine, håndtegnede landskaber og rum, man bevæger sig igennem, og man skal finde dem alle for at kunne rykke videre til næste level (som der er fem af i alt). Hver level er fyldt med gåder og mekanikker, der skal løses, snoet ind i en eventyrlig miniputverden, hvor små togbaner triller mellem glasflasketårne og kæmpekopper, små mennesker bor i tepotter, og pudseløjerlige steampunk-maskinerier vokser ud af ombyggede sko. Hvis ikke jeg vidste, at udviklerduoen var russisk, ville jeg bestemt have troet, den var britisk, med alle de tekopper og blomsterranker og hyggelige sofaer, man støder på undervejs.
Et mylder af bittesmå, fine detaljer, en mild og meditativ underlægningsmusik og elegante, underspillede animationer samles i en helhed, der suger én ind i en hyggelig, zen-agtigt opslugt tilstand, som vel minder ganske meget om den, man får ud af sidde og rode med et puslespil med 5.000 brikker en søndag eftermiddag. Lige indtil man hænger fast og bare IKKE kan finde det rigtige stykke manglende blå himmel. Arrrrgh!
Og ja, nu lyder det hele jo så idyllisk og afslappende og næsten for nemt. Det er det ikke. Man kastes direkte ud i spillet uden synderlig vejledning og skal sådan set selv regne ud, hvad tingene går ud på, og hvordan man interagerer med universet. Når først man har luret mekanikkerne, går gådeløsningen noget hurtigere, men strømmen af udfordringer er stadig tilpas. Og opslugende nok til, at jeg mistede tidsfornemmelsen flere gange undervejs. Fem minutter kan faktisk føles som evigheder, når man sidder fast i en puzzle! Sikke en fryd, når det så lykkes. Ren zen.
