»Super Mario Maker« er det bedste gør-det-selv-spil nogensinde.

Nu kan man bygge sin egen Super Mario-verden.

»Super Mario Maker« giver skaberlysten frit spil – inden for Nintendos trygge rammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nintendo

Ideen om at lave et spil, hvor spillerne selv kan lave deres egne spil, er langt fra ny. Allerede i slutningen af 80’erne brugte jeg timevis på at skabe primitive (og altid elendige) versioner af simple arkadespil i »Arcade Game Construction Kit«, og siden da er der blevet udgivet mange lignende titler, ikke mindst »LittleBigPlanet«-serien til PlayStation, som de senere år har givet fans af platformspil chancen for at skabe og dele deres kreationer med ligesindede.

Men når det gælder platformspil, er der kun én konge over dem alle, og det er naturligvis Mario, spilfiguren der om nogen har været lig med langvarig succes, både for spilfirmaet Nintendo og for spilbranchen generelt. Derfor vil det nye »Super Mario Maker« uden tvivl føles helt specielt, måske især for aldrende spillere, og allermest for de af dem, der altid har gået med en skjult spildesigner i maven.

Her får du nemlig lov til at lave dine egne Mario-baner, baseret på mange af de klassiske 2D-titler med den nuttede blikkenslager i hovedrollen, fra Nintendos første konsoller og frem til i dag.

Til forskel fra førnævnte »LittleBigPlanet« kræver det ikke lang tid at komme i gang med at skabe, for ved at begrænse din kreativitet til udelukkende at handle om at sammensætte velkendte elementer fra eksisterende Mario-spil, behøver du ikke sætte dig ind i besværlige manualer eller have nogen form for teoretisk designkendskab.

I stedet føles det, som om du rent faktisk spiller, mens du skaber banerne. Ved at bruge pennen og den trykfølsomme skærm på Wii U-controlleren gælder det om at tegne, trække elementer frem og tilbage og kombinere dem på så opfindsomme måder, som din fantasi tillader det – det eneste faste præmis er, at hver baner skal begynde og slutte med en flagstang – præcis som du kender det fra de klassiske spil. Derimellem er der frit slag.

Du kan tegne platformene som du vil, fylde dem og omgivelserne med tematiserede fjender, svampe, kasser, lava, sten og så videre og så videre, inklusive en række fede lydeffekter, og på hvilket som helst tidspunkt gå i »game mode« og teste dine ideer.

Bag kulissen

For ikke at gøre det hele for uoverskueligt til at starte med, får du kun et begrænset arsenal af værktøj at arbejde med. Herefter åbnes der op for flere elementer, jo mere du spiller, og samtidig kan du lade dig inspirere ved at gennemspille en række præ-producerede baner af mestrene fra Nintendo, noget som med sikkerhed vil få dig til at indse, at der er en god grund til, at de bliver anset for at være mestre - godt spildesign er nemlig på ingen måde så nemt at realisere, som man måske umiddelbart kunne tro.

Når du så er kommet i gang og har leget dig frem til en bane, du er tilfreds med, kan du dernæst uploade den og lade andre spillere prøvespille for derefter at give dig karakter for dit design.

Det er kun muligt at have ti af dine baner oppe ad gangen på den store fælles database, og for at få en bane offentliggjort, skal du bevise at den kan gennemføres ved selv at gøre det. Begge dele geniale måder at sikre, at udvalget af baner for andre spillere ikke hurtigt bliver til en jungle af svingende kvalitet.

Helt lige så genial er spillets online søgemotor dog ikke, for den kunne godt bruge nogle flere funktioner, men gider du ikke selv tygge dig gennem de mange uploadede værker, kan du vælge at spille »100 Mario Challenge«, som giver dig hundrede liv til at klare en række udvalgte baner, både skabt af andre brugere og af Nintendos egne designere.

»Super Mario Maker« er så typisk Nintendo. Som med de fleste af deres egne spilserier bliver de ved med at genopfinde, raffinere og forfine, uden nogensinde at miste brugervenlighed.

Nu har de gjort det samme med gør-del-selv-genren – det kan måske nok ligne en gigantisk, interaktiv reklame for Mario, men samtidig er det også en kærlighedserklæring til fansene, som endelig får lov til at gå med spilhelten bag kulissen og selv være med til at bygge og lege.