Spil i sensommeren

Tre gode bud på sen sommerferieunderholdning til PlayStation 4.

»Journey« vil blive i dine tanker længe efter spillet er afsluttet. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCEA

Selvom sommervejret er skizofrent, er aftenerne altid gode til hygge om skærmen. Den sædvanlige nedgang i spiludgivelser under sommerperioden har kunnet mærkes, men til PS4 er der alligevel udkommet nogle solide titler, lige til at downloade og nyde, når regnen trommer på vinduerne i aftenskumringen.

Mange skønne timers slagsmål

Det første spil på listen kræver en lidt specielt smag, for du skal helst være dedikeret kampspilfan for at få det meste ud af »Guilty Gear Xrd Sign«. Ved første øjekast virker det totalt kaotisk – animerede 2D-figurer i japansk tegneseriestil, som går amok på hinanden i et inferno af visuelle effekter.

Det ser flot ud, men en nybegynder vil hurtigt komme i ekstreme vanskeligheder selv mod de indledende modstandere, for uhæmmet trykkeri på controlleren fører ikke til meget.

I stedet er der en meget tør, digital manual at tygge sig igennem, med alenlange tekster om alle de sindssygt mange bevægelser, kombinationer, slag, hop og ekstra virkningsfulde moves, det er muligt at udføre i spillet, men det kræver godt nok mere tålmodighed end undertegnede er i besiddelse af for at nå hele vejen igennem.

Det er dog heller ikke bydende nødvendigt, for med lidt indledende vejledning og masser af øvelse, kan det sagtens lade sig gøre at blive en habil nævekæmper. Og derfra åbner spillet sig gevaldigt, især hvis I er to foran samme skærm, som konkurrerer om at blive stuens bedste.

Der er nemlig dejligt stor forskel på de sytten tilgængelige figurer, og hver af dem har en række specielle egenskaber at lære at udnytte – og tilsvarende ulemper at finde, når du står over for dem. Det giver grobund for mange skønne timers taktiske slagsmål.

Titel: Guilty Gear Xrd Sign. Udvikler: Aksys Games. Bedømmelse: ★★★★✩✩

En sejr for spilmediet

Da »Journey« udkom til PS3 for tre år siden blev det en milepæl i konsollens spilhistorie, for det markerede for alvor indie-bølgens ankomst til de store konsoller og dermed spil, der turde bevæge sig væk fra normerne og fokusere på at levere nye slags oplevelser.

PS4-udgaven er rent indholdsmæssigt identisk, men maskinens hestekræfter har gjort det muligt at sætte ekstra tryk på den tekniske side, og det renere og skarpere visuelle udtryk er efter min mening nok til at downloade og genspille – hvis du da ikke skulle være så ”heldig” at stå over for rejsen for første gang.

Det meste af »Journey« foregår i en ørken, enten af sand eller af sne og is. Du bliver dumpet ned midt i den, uden at ane hvorfor du er der eller hvad du skal. De eneste visuelle hjælpemidler på skærmen er din figur, indhyllet i en kappe, samt iført et lille rødt halstørklæde.

Dette halstørklæde spiller en væsentlig rolle, finder du hurtigt ud af, for efterhånden som det vokser og bliver længere, forøges din mobilitet, og det ændrer hurtigt ørkenvandringen fra langsommelige småskridt til letbenede giganthop fra sandbanke til sandbanke.

Og bevægelse er vigtig i »Journey«, for det er egentlig det eneste du kan. Lige indtil du pludselig møder en kopi af dig selv. Dit spejlbillede, tror du først, men det er jo en anden spiller, som ligesom dig selv er på rejse i ørkenen!

I kan ikke tale sammen, kun kommunikere ved hjælp af bevægelse og ved at udstøde en lyd, der minder om hvalsang der møder kvintspring på en harpe. Har I lyst til at samarbejde, eller vil du hellere fortsætte alene?

Mere er der god grund til ikke at røbe om hvad du reelt kommer til at foretage dig i »Journey«, for det skal helst opleves uden forudindtagede filtre.

Lad dig i stedet bare suge ind i dets univers, nyd den simple, men nærmest poetiske visuelle stil, oplev hvad online interaktion med andre spillere også kan betyde, og vær forberedt på et spil, der måske nok er kort at spille (ca. to timer), men til gengæld vil blive i dine tanker længe efter det er afsluttet.

»Journey« er stadig en sejr for alle der tror på, at spilmediet langt fra har fundet sine grænser, men derimod først lige er begyndt sin virkelige udvikling.

Titel: Journey. Udvikler: SCEA. Bedømmelse: ★★★★★★

Tid og sted ophæves

Er du til platformspil med korte, puslespilagtige baner, kommer »N++« som sendt fra himmelen. Spillet rummer 2360 baner, der skal gennemføres for at klare spillet, og det lyder jo som et ganske vanvittigt antal. Men når du først suges ind i spillet og bliver til en lille sortklædt ninja, der skal nå fra den ene ende af banen til den anden uden at dø, ophæves al følelse af tid og sted.

Den yderst simple grafiske stil giver fantasien gode arbejdsbetingelser, og det er ret utroligt hvad udviklerne har formået at skabe med så primitive virkemidler.

På hver bane har du 90 sekunder til at nå fra start til slut, og styringen af ninjaen er ultra-simpel – løb, hop, find kontakten, som åbner døren og nå i mål. Det lyder nemt, men bliver hurtigt til en hjernevridende affære, som både kræver god timing og evnen til at gennemskue det til tider helt brillante banedesign.

Din ninja er nemlig ikke en umenneskelig maskine, men har brug for at accelerere for at komme op i tempo, og sammen med muligheden for at holde hoppeknappen nede for at udføre længere spring, gør det udfordringen stor på de senere baner, hvor fjender og fælder er mange og kan dukke op på de mest ubelejlige steder og tidspunkter.

Det gælder om at lære den enkelte banes rytme, og her spiller det elektroniske lydspor en dejlig støttende rolle. Du finder hurtigt dig selv nikkende til musikken, og når først det sker, bliver du med garanti så fanget at gameplayet, at de korte baner pludselig forenes og bliver til timelange spilsessions.

Titel: N++. Udvikler: Metanet Software Inc.Bedømmelse: ★★★★★✩