Alligevel er det noget af det første de bliver enige om, mens vi starter spillet, og et smukt sneklædt alpelandskab møder vores øjne. Det er farten, friheden og følelsen af at balancere på kanten, der er det mest appellerende. Det store spørgsmål er så naturligvis om en snowboardsimulation som »Steep« kan bibringe selvsamme adrenalinkick?
Det første svar kommer ca. to timer inde i »Steep«, hvor den ene af mine test-venner forlader skærmen, fordi han hellere vil hjem og sove end at falde i søvn foran skærmen. For ham rammer ”Steep” helt ved siden af. Godt nok er den visuelle side, med det yderst virkelighedstro alpelandskab og velkendte bjerge som Mont Blanc og skisportsklassikere som Alagna overbevisende nok, og de første minutter på brættet giver ham også en god kørefornemmelse, men der mangler noget essentielt.
Det er, som om forbindelsen mellem controller, fingre og figuren på skærmen dissonerer, som om spillet gerne vil simulere virkeligheden, men ikke formår at give den rette følelse, så styringen er endt et sted mellem simulation og oversimplificering. Det er således ikke svært at tage afsæt og hoppe, ej eller at udføre diverse tricks med at holde på brættet i luften, dreje rundt og så videre, men udfaldet af manøvrerne er nærmest umulige at forudse. Nogle gange lander køreren kækt på benene efter at svævet i flere sekunder med hovedet nedad, andre gange styrter han voldsomt, tilsyneladende uden grund.
Vi lader vores trætte test-snowboarder gå hjem, men er fast besluttet på at give »Steep« en videre chance for at udvikle sig. Adskillige løb senere når vi frem til at han har delvist ret. Det skyldes dog ikke kun styringen, som vi efter længere tids spil lærer at affinde os med og til sidst ikke tænker så meget over. I stedet er det selve opbygningen og strukturen, der får os til at sukke opgivende gang på gang. Ideen bag er ellers interessant nok: I stedet for bare at vælge baner og løbsformer ud fra en menu, handler det om at tage på udforskning i bjergene og ved hjælp af sin kikkert at finde nye steder og ruter at løbe på. Det er ok i begyndelsen, men hurtigt bliver det ganske irriterende at navigere rundt på den måde, ikke mindst fordi bjergområdet stort set kun består af tinder, spredte træer og hytter, og så masser af sne, sne, sne. Og når selve løbene så oven i købet ikke formår at byde på meget andet variation end forskellig vekslen mellem hop og rutenavigering, skal man være mere end ekstrem skisportfan for at holde interessen fanget.
Der er tydeligvis mange gode intentioner bag »Steep«, og udviklerne har virkelig forsøgt at lave noget andet end endnu en »SSX«-klon, hvor fokus er på overjordiske tricks og febrilsk hamren på controllerens knapper. Men det bliver desværre aldrig helt så sjovt. Heller ikke selvom man kan vælge mellem hele fire måder at konkurrere på – udover snowboard også ski, paragliding og at iføre sig et såkaldt ”wingsuit” og flyve i fuld fart ned af bjergsiderne. Sidstnævnte er faktisk dét, vi bruger mest tid på til sidst, fordi fartfornemmelsen er fantastisk og de uundgåelige styrt makabre at se på.
”Steep” placerer sig således et sted mellem to bjerge – i al sin higen efter at ligne virkeligheden har det nærmest glemt, at det er et spil, og det er ikke godt for underholdningsværdien. Forhåbentlig er det en kritik, udviklerne tager til sig, inden de udgiver det næste opdatering, som efter sigende er et helt nyt bjergkort med Alaska som udgangspunkt.
Hvad: Steep
Platform: PS4, Xbox One, PC
Udvikler: Ubisoft Annecy
Udgiver: Ubisoft
Testet på: Xbox One
