Kære alle forældre og bedsteforældre derude. Hvis I synes, jeres børn og børnebørn bruger for lang tid foran computerskærmen og I egentlig hellere ville have, at de sad ude i haven og legede med grene og kviste, så er den fine kompromis-løsning lige her: Køb »Botanicula«. Det er ikke særligt dyrt, og det er helt og aldeles bedårende. Ja, bedårende. Ikke et ord, man bruger synderligt ofte, når det kommer til computerspil, men her, når denne lille perle af et peg-og-klik-eventyr skal beskrives, er det komplet passende. Den eneste fare ved at investere i »Botanicula« er, at I selv bliver helt opslugt og får svært ved at give ungerne tid ved tastaturet. Men så grib chancen og spil det sammen. Så kan I hjælpe hinanden, når I hænger fast i en mærkelig gåde.
»Botanicula« er skabt af tjekkiske Amanita Design, folkene bag det prisbelønnede peg-og-klik-adventure »Machinarium« fra 2009, hvor man styrer robotten Josef, der starter sit eventyr midt på en kæmpe losseplads og siden bevæger sig gennem et gråt byunivers mellem metaldele, skraldesugere og kloakrør. »Botanicula« er, ligesom forgængeren, et peg-og-klik-eventyr, hvor man udforsker omgivelserne med sin mus, men her er eventyret rykket til et farvestrålende plantelandskab, op i grenene på et kæmpetræ, piblende fyldt af pastelfarvet liv. Spillets helte er fem små væsener, som bor i træet: en kvist, en fjer, en svamp, et bær og en blomsterkapsel. Og det femkløver er simpelthen noget af det mest nuttede, jeg længe har set på en computerskærm.
Man styrer dem rundt i træet via små pile, og deres opgave er at redde deres kære hjem, som er blevet angrebet af nogle sorte, edderkoppelignende parasitter, der er i gang med at suge livet ud af grenene. Man er ikke i tvivl om, at de er the bad guys, når man ser dem, men de er tilpas harmløst designet til, at mindre børn og ultra-araknofobikere som mig sagtens kan klare dem.
Spillet er helt uden dialog, tekst og forklaringer. Man kastes direkte ud i udforskningen af den farvestrålende verden og dens overdådige mylder af gevækster og fantasifulde væsener, som kommunikerer med hinanden i et fuldt forståeligt, ekspressivt og musikalsk vrøvlesprog, smukt snoet sammen med en fænomenal lydside af fuglekvidder, sitrende blade og summende, slubrende insekter. Og selvom »handlingen« bæres frem af de gåder, man skal løse undervejs, kan det betale sig at gå til opgaven som et nysgerrigt barn. Undersøg alt, klik på alt, se, hvad der sker, følg dine indfald. Man belønnes, når man eksperimenterer løs med alle de skøre og forunderlige ting, man kan foretage sig. Og nogle gange sker der noget så uventet, sødt og forbavsende, at man bare sidder og smiler begejstret til skærmen, mens man føler sig som en syv-årig, der lige har set »Bjergkøbing Grandprix« for første gang.
Det forunderlige træ er befolket af alt fra vandrende pinde og nøddesamlende mus til syngende kommaer med store øjne og lyserøde sækkepibeinsekter. Det ene øjeblik er man røget dybt ind i barken i labyrintiske myregange fyldt med æg, det næste sendes man til månen eller ind i hovedpersonernes fortryllende drømmefantasier fyldt med snurrende karruseller og kulørte lamper. Magisk!
Hvis jeg var et barn, tror jeg faktisk ikke, jeg ville kunne styre min begejstring over »Botanicula«. Jeg ville sidde klinet til skærmen og ønske, at jeg kunne mase mine barnehænder ind i det farvestrålende univers og hive de små væsener ud i virkeligheden. Jeg ville drømme om dem om natten og ønske, de var levende. Når skærmen var slukket, ville jeg gribe alle forhåndenværende farvekridt og tuscher og tegne som en vanvittig, indtil jeg havde dynger af A4-papirer fyldt med mine egne versioner af alle de farvestrålende væsener, jeg lige havde mødt derinde. Og jeg ville låne et forstørrelsesglas og storme ud i haven og nærstudere alle bladene ude i ribs-busken for at se, om jeg kunne finde lige så vildt og skørt liv ude i den rigtige natur.
Måske ville jeg endda blive så optændt af at nærudforske verden og al den magi, man kan finde under overfladen, at jeg ville ønske mig et mikroskop i julegave og et par årtier senere ende med at få en strålende naturvidenskabelig karriere og et par nobelpriser. Man ved aldrig, hvad den slags kan ende med.
Så kære forældre og bedsteforældre: Invester i »Botanicula«. Det er et af den slags spil, der ikke bare lever, så længe computerskærmen er tændt. Det sætter også virkelig gang i fantasien.
