Så er der atter nazister i sigtekornet

Er det tilfældigt, at to af de nyeste og bedste shooters handler om atter handler om Anden Verdenskrig og ikke terrorister? Berlingskes anmeldelser tror det ikke.

28BKUCALL-OF-DUTY-OG-WOLFEN.jpg
ccc Fold sammen
Læs mere

Call of Duty: WWII

★★★★★✩
Platform: PS4, Xbox One, PC Udvikler: Sledgehammer Games Udgiver: Activision PEGI-aldersmærkning: 18+ Testet på: PS4

Wolfenstein II: The New Colossus

★★★★★✩
Platform: PS4, Xbox One, PC Udvikler: MachineGames Udgiver: Bethesda Softworks PEGI-aldersmærkning: 18+ Testet på: PS4

Er det mon en tilfældighed, at der netop er kommet to nye skydespil på gaden, som, i stedet for at benytte moderne terrorister som fjendebillede, vælger at føre os tilbage til Anden Verdenskrig, så vi for gudvedhvilkengang atter kan gå i kødet på horder af onde nazister? Er det mon fordi, spilbranchen erkender, at spillerne har brug for luftforandring efter nogle år med fuld fokus på moderne krig, eller er den virkelig blevet så politisk korrekt, at vi ikke længere må pløkke fanatiske voldspsykopater, hvis de minder for meget om virkelighedens? Eller måske er det netop lige omvendt: At de nye spil skal opfattes som en spydig kontrakommentar til den globale alt-right-bevægelses accept af nazismen og dens symboler?

Det er fristende at filosofere over ovenstående, både før og mens du spiller »Call of Duty: WWII« og »Wolfenstein II«, for selv om de begge sagtens kan betragtes som hjernedøde shooters, der ikke kræver videre tankevirksomhed, er de tydeligvis skabt med flere overvejelser bag end blot at ville kurere spillernes latente kløen i aftrækkerfingrene.

Wolfenstein

I »Wolfenstein II« spiller du således helten BJ Blazkowicz, der befinder sig i en alternativ, amerikansk virkelighed, der kunne være opstået, hvis Nazityskland havde vundet krigen. Der går hætteklædte Ku Klux Klan-lignende personer rundt i gaderne, og de dystopiske, mørkegrå skyer på himmelen maler et trist billede af en tid uden håb. Heldigvis er du som BJ klar til at ændre på sagerne, og den ændring foregår ved at pløkke alle fjender til atomer med et opfindsomt arsenal af virkelighedstro og langtfra ditto våben og mangt en ironisk eller sort humoristisk kommentar på dine blodskudte læber.

Lige fra den allerførste scene om bord på en tysk undervandsbåd, hvor du begynder spillet siddende såret i en kørestol, står det klart, at »Wolfenstein II« rent mekanisk er yderst solidt lavet. Og efter bare få minutters spil føles styring og knapfunktioner så dejligt hjemmevante, at du meget sjældent giver dem skylden, når du dør. I stedet må det siges, at sværhedsgraden er skruet godt i vejret, og selv på de lavere niveauer, vil du konstant æde støvet og opleve at skulle spille de samme sekvenser igen og igen. Det kan være lidt frustrerende ind i mellem, men til gengæld føles belønningen – at komme videre og se mere af spillets surrealistiske univers – endnu mere fortjent. Og samtidig virker det som et bevidst valg fra udviklernes side: Når Ondskaben får lov at trives gennem længere tid, kræver det store ofre af Det Gode for at få vendt bøtten og besejret hadet.

Call of Duty

Sledgehammer Games, som har udviklet »Call of Duty: WWII« har en anden og mere klassisk tilgang til Anden Verdenskrig. Her begynder du spillet som en ægte, amerikansk helt, der hjælper dine kammerater i land på Normandiets kyst i 1944. Det er befrielsens tid, og du spiller en af hovedrollerne, som gentagne gange er tungen på vægtskålen for de allierede og deres kamp for at slå tysken hele vejen hjem til Berlin.

Spillets singleplayer-historie er langt mere konform end BJ’s oplevelser i »Wolfenstein II«, men den virker ikke desto mindre lige så eminent. Du kommer ud for den ene hæsblæsende oplevelse efter den anden, og der bliver gjort alt for, at du ikke skal kede dig undervejs. For hver klassisk korridor-skydeduel mod lurende nazi-soldater, er der indlagt en anden og langt mere fantasifuld scene: Fra en sindssyg togafsporing over en snigmission med den franske modstandsbevægelse til et slag med kampvogne midt i en tysk storby. Det er godt nok en imponerende opfindsomhed, udviklerne præsenterer her.

Undervejs i spillet overværer du desuden en lang række filmklip, hvor figurerne får lov at ytre sig om deres (og verdens) svære situation, og krigens skyggeside bliver på sin vis anskueliggjort, om end sådan lidt halvhjertet og med stor vægt på, at der skal HELTE til at vinde den. Men alligevel: Jeg mindes ikke at have spillet et »Call of Duty«-spil med samme trang til at komme ud med et budskab om, at krig er noget møg, og at vi skal huske på, hvor lidt der egentlig skal til for at starte en ny.

At du så efterfølgende kan svælge i spillets multiplayer-del og deltage i uendelige kampe, hvor hovedmålet er at dræbe andre spillere for point og ære, er en anden snak. Men her er krigen i langt højere grad blot et effektivt baggrundstæppe for den »politi/røver«-leg, der på moderne digitalsprog kaldes esport.