Rasmussen holdt

Karsten Rasmussen vandt Vesterhavsturneringen i Esbjerg alene med imponerende 8,5 point af 10. Navnebroder Allan Stig Rasmussen blev toer med 8 point, mens de udenlandske stormestre blev henvist til de følgende pladser.

De to gange Rasmussen lå side om side inden sidste runde, men Karsten fik en heldig parring. Hvid mod den lavtratede overraskelse Peter Berg. Sikker sejr. Allan Stig derimod fik sort mod den ukrainske favorit Ovsejevitsch og gav en halv.

Her er afslutningen på vinderens parti.

Rasmussen - Berg

Hvid trækker

49.Df7+!

Simpelt og godt.

49. -, Dxf7 50.exf7+ Kf8 51.Sxb7 Kxf7 52.Sd8+ Ke8 53.Sxc6

Hvid vandt en bonde.

53. -, Kd7 54.Sa5 1-0

De forbundne fribønder ordner resten. Der truer c6+. Dækker sort med Sb4, afgør b7 og eventuelt Lg3.

Fokus flytter nu til Helsingør, hvor den store skakfestival er i fuld gang med rekordantal på 278 spillere. Følg den dagligt resten af ugen.