Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er stor fan af »Far Cry«-serien. Det første spil var specielt, fordi det tog os ud af de trange og mørke korridorer og placerede os på en frodig tropeø, hvilket var svært befriende og gav genren nyt liv. Dernæst overtog Ubisoft udviklingen og besluttede at fokusere mere på åbne verdener og menneskets overlevelse i naturen frem for de obligatoriske skuddueller mod horder af fjender.
Det resulterede i en række forrygende eventyr, fra Afrikas tørre sletter til sidste års uforglemmelige trek gennem Himalayas barske bjerge og skove i »Far Cry 4«.
Det kommer derfor som en stor og glædelig overraskelse, at det er lykkedes Ubisoft Montreal at matche sig selv igen. Rent gameplay-mæssigt kan man måske nok blot kalde »Far Cry: Primal« for en mild videreudvikling af det eksisterende koncept, men det er rammen, der gør dette til en tidlig udfordrer i kampen om årets spil 2016.
Tiden spoles 10.000 år tilbage, og du er Takkar, en stenaldermand som meget hurtigt mister alt på nær livet og nu står alene, som nederste del af fødekæden i en verden fyldt med farer.
Du når ikke at gå mange skridt, før du forstår konsekvensen af det.
Overalt lurer glubske skabninger på bytte – fra små, aggressive vildhunde over sabeltigre, ulve og bjørne og til kannibalkrigere, som smører sig ind i blod fra deres ofre og ynder at jage i flok.
Uhyggeligt godt lavet
Det er mildest talt skræmmende, men heldigvis lærer du hurtigt at snige dig afsted, bruge buske og krat som skjulesteder, og at udnytte naturens ressourcer til din fordel.
Flintesten, hårdt træ og lianer er perfekte midler til at bygge din første kølle med, og pludselig er du i stand til at tage kampen op, i det mindste når modstanden ikke er overvældende i størrelse eller antal.
Herfra udvikler »Far Cry: Primal« sig i et rivende tempo, og i fin takt med spillets handling drives du som Takkar fra at være ensom overlever op ad evolutionens tornede stige mod en målsætning om at blive stammeleder og betvinger af både dyr og mennesker.
Det er alt sammen uhyggeligt godt lavet, og udviklerne har gjort meget ud af konstant at give dig følelsen af at være presset – men hele tiden øjne muligheden for at kunne udvikle dig selv og dine evner.
Og netop hér viser spillet sin enestående styrke. For modsat så mange andre spil, hvor opgraderinger af evner og våben ofte føles underligt afkoblet fra selve spillets handling, giver det her den bedste og mest naturlige mening.
Det er klart, at du ikke kan besejre en flok brutale sabeltigre ene mand med et primitivt spyd, men med et hold af hjælpere i ryggen, både dyr og mennesker, og et godt arsenal af buer med brændende pile og speciallavede køller med hoveder af skarpe ulvetænder, er det en helt anden sag. Jeg vil nærmest påstå, at jeg ikke har set denne dynamik mellem opgraderinger og kampsituationer mere autentisk i noget andet spil.
Lær at tæmme ulve og ride på mammutter
Det afstedkommer tilmed en række fantastiske højdepunkter, som dog ikke skal afsløres her.
Blot vil jeg fortælle, at det bestemt ikke er kedeligt at lære at tæmme ulve, ride på gigantiske mammutter, og bruge uglens fugleperspektiv til at rekognoscere, inden du driver din stamme mod endnu større dominans. Og at jeg aldrig har haft det sjovere i et krigsspil uden automatvåben og missiler.
Når du spiller »Far Cry: Primal«, vil du måske, som jeg selv gjorde det, tænke »hvorfor hulen (haha) er der ikke nogen, der er kommet på den idé før nu?«
Det virker så oplagt at bruge stenalderen som udgangspunkt for et spilkoncept, der netop bygger på evolution og hurtig opstigning gennem fødekæden. Forklaringen er måske, at ikke alle vil være enige med mig i min lovprisning og tværtimod savne nogle flere kampe mod mere almindelige, men taktisk mere begavede fjender.
Men leder du efter af anderledes slags skydespil, er »Far Cry: Primal« som et kærkomment skrig i natten.
