Prey
Udvikler: Arkane Studios.
Fås til Xbox One, Playstation 4 og PC.
Pris: Omkring 500 kroner.
Testet på Xbox One.
Det er længe siden, at jeg virkelig er blevet taget på sengen af et spil. Det gjorde »Preys« indledning i en grad, som jeg vil sammenligne med klassikere som »BioShock« eller »Half Life 2«. På den ene side føles det som et gensyn med en enormt velkendt formel. Du starter spillet bevæbnet med en sølle svensknøgle, som du må bruge til at forsvare dig selv imod de små, irriterende kryb, som springer frem fra mørke kroge. Det er jo som taget ud af starten på førnævnte »Half Life«.
På den anden side, så har jeg sjældent oplevet et spil som »Prey«, der leverer overraskelse på overraskelse. Arkane Studios formår at tage velkendte byggeklodser og arrangere dem på nye måder, der tvinger spilleren ud af sin komfortzone. Den oplagte vej er sjældent den bedste, og våben såvel som spillets miljøer belønner kreativ tænkning. Du stilles over for et hav af forskellige udfordringer, men hvordan du løser dem er op til dig selv. Kort sagt: Du kan sagtens løbe frem og plaffe det sorte snotklat-monster pladask i ansigtet med dit haglgevær – men hvorfor ikke lokke det i et snedigt baghold, eller helt undgå monsteret via et skjult udluftningsrør i loftet?
Der er noget enormt befriende ved den måde »Prey« udfolder sig som spil på. Hvor mange andre spil introducerer nye elementer med stor fanfare, så virker »Prey« nærmest nonchalant i sin præsentation af nye våben og evner. Det skete utallige gange, at jeg mere eller mindre tilfældigvis faldt over en ny dims, der senere skulle vise sig uundværlig – blot fordi jeg lige skulle se, hvad der mon gemte sig i en tilfældig korridor. Flere spiludviklere kunne lære af Arkane Studios. Frem for konstant at slå spilleren oven i hovedet med hvor innovative de er, så hviler disse udviklere i sig selv. Spilleren får lov til på egen hånd at opdage, hvor fremragende et spil »Prey« er.
Arvtageren efter System Shock
Selve navnet »Prey« er snuppet fra Human Head Studios’ spil af samme navn fra 2006, men derudover er der ingen sammenhæng mellem de to spil. I stedet kan »Prey« ses som en åndelig arvtager til klassikeren »System Shock 2«, der udkom i 1999 og som ligeledes blandede action, rollespil og horror med et førstepersons-perspektiv til stor succes. Ja, faktisk er lighederne så slående, at de færreste nok ville protestere, hvis spillet var blevet navngivet »System Shock 3«.
»Prey« trækker altså på det samme genre-mix. Og undervejs må du holde styr på dit inventar af forskellige våben og gadgets, samtidig med at du langsomt bliver stærkere og åbner op for nye evner – akkurat som man kender det fra rollespil. Horror-delen halter dog lidt efter. Selvom spillet er stemningsfuldt og fyldt med skumle lokationer, så bliver spillets monstre bare aldrig decideret skræmmende. Til gengæld føler man sig som spiller altid udsat, da faren lurer om hvert hjørne.
Spillets absolut stærkeste indslag er selve rumstationen, det foregår på. Og historien omkring den. Der er mildest talt et eller andet rivravruskende galt på rumstationen Talos 1, og det er dit job at finde ud af, hvad der er sket. Bid for bid begynder du at kæde historien sammen gennem hver lille mail-stump, hver en lydfil og hvert et videoklip, du snubler over. Undervejs får du instruktioner og hjælp af forskellige stemmer i din øresnegl – stemmer der dog viser sig at have hver deres motivation for at guide dig. Spillet giver forbavsende frie tøjler til at udforske rumstationen i eget tempo. Der bliver dog smidigt trukket i snorene, så du bliver skubbet på rette vej, uden at man sidder med følelsen af at blive holdt i hånden.
Jeg vil ikke løfte for meget af sløret, men vil på det kraftigste anbefale, at man går til spillet med det formål at nyde rejsen – frem for at se det som en spurt mod afslutningen. For det er uden tvivl en rejse, hvor det er værd at tage sig god tid til at suge indtrykkene til sig.
