Partiklernes tid er lige begyndt

»inFamous: Second Son« fokuserer på PlayStation 4s grafiske hestekræfter i en sky af flotte partikler og bedagede spil-klicheer.

Hovedpersonen Delsin kan bruger bl.a neon til at nære sine superkræfter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der går ikke mange minutter, før de danser foran dine øjne. »inFamous: Second Son« er spillet, der skal få folk til at bytte deres aldrende konsol ud med en PS4, og ammunitionen er åbenbart partikler i massevis – røg, lys, elektricitet, vand og støv bliver i bogstaveligste forstand kastet rundt på skærmen, når din superhelt bevæger sig eller slås, og det er umuligt ikke at blive benovet over, hvor flot det ser ud.

Men som med selv det bedste festfyrværkeri, varer benovelsen ikke ved, og desværre gemmer der sig ikke særligt meget opsigtsvækkende indhold under »Second Son«s spruttende overflade. Spillet foregår godt nok i en digital version af Seattle med vartegn som The Space Needle og andre seværdigheder, og det er da forfriskende at have forladt de sædvanlige kopier af New York og Los Angeles for en stund.

Det er bare ikke nok til at aflede opmærksomheden fra, at spillets grundkerne består af (alt for) velafprøvede mekanismer, der kun i få tilfælde bringer nyt til spilbordet. Har du spillet »Prototype«, »Assassin’s Creed« eller et af de mange andre tredjepersons-actionspil fra de seneste år, vil »Second Son« hurtigt føles som at tage en gammel strikvante på. Den luner, men kan næppe kaldes hverken smart eller innovativ.

Nuvel, spil behøver ikke at være nyskabende, så længe de er godt lavet, og det gælder naturligvis også spil til en ny konsol. Og selvom »inFamous: Second Son« er konservativt, er det samtidig ret underholdende og til tider nærmest fængslende at give den som ung, sarkastisk/ironisk mand med nyfundne superkræfter.

Delsin hedder du i spillet, og du er kommet på højkant med loven i form af et totalitært regime ledet af den onde Concreteo. Hovedgrunden er, at du har fået tilført superkræfter, hvilket irriterer regimet, fordi det gør dig i stand til at suge forskellige energikilder som røg og neon til dig, som så kan omdannes til både skydevåben og super-evner.

I begyndelsen kan du f.eks. spurte op ad bygninger og skyde røgkugler af sted, men der går ikke lang tid før du både kan semi-flyve, affyre chokbølgegranater og sende store grupper af fjendtlige vagter til tælling med målsøgende missiler. Følelsen af magt, som hele tiden vokser, når du suger partikler til dig og finder lysende blå krystaller, du kan bruge til at opgradere din evner med, er spillets absolutte styrke. Det er dybt tilfredsstillende at komme susende gennem luften og lande midt i en fjendtlig kontrolpost for derefter at udradere den med alle de midler, du har til rådighed – og det er samtidig imponerende at iagttage de grafiske hestekræfter, der bliver sluppet løs, når partikler og eksplosioner fylder skærmen.

Kampene er derfor absolut det sjoveste ved spillet, mens tiden imellem slet ikke når op på det samme niveau. Seattle er inddelt i zoner, som du »befrier« ved at udrydde fjendens lejr i hver af dem, men inden den konfrontation gælder det om at decimere deres dominans i området ved at male graffiti, jage agenter, skyde overvågningskameraer i stykker og smadre kontrolposter. Det er for så vidt sjovt nok i begyndelsen, men eftersom hver zone består af de samme side-aktiviteter, bliver det hurtigt trivielt og direkte irriterende at skulle bruge tid på det.

Det virker næsten, som om udviklerne godt selv har været klar over det, men bare ikke har haft tid eller mulighed for at skabe større variation. Som et plaster på såret har de derfor tilføjet et slags moral-barometer, så du i princippet hele tiden vil blive stillet over for valg, der enten gør Delsin til en god eller ond person. Desværre føles også denne del af spillet som lidt af en hasteopgave, der ikke er blevet løst optimalt, for på nær et par forskellige slags superkræfter gør det reelt set ikke nogen forskel, om du vælger det ene eller det andet.

Det efterlader »inFamous: Second Son« som en titel, der er flot nok til at kunne kalde sig selv for et »rigtigt« PS4-spil, altså ét, som ikke ville kunne lade sig gøre at skabe til de ældre platforme. Men indholdsmæssigt at der absolut intet nyt under solen; det er sjovt at fjolle rundt som superhelt, men underholdningen er begrænset og glemt i det øjeblik, konsollen slukkes.