Der var engang i 80’erne, hvor en af de største amerikanske sportsstjerner hed Hulk. Han var kongen af wrestling, ”sportsgrenen”, hvor udklædte brydere opfører i forvejen aftalt skuespil forklædt som ægte brydekampe. Han var stor, han var underligt vulgær-charmerende, og hans pisgule hvalrosskæg og lange hår i nakken gjorde ham til et letgenkendeligt ikon.
Siden dengang er der kommet mange andre og mere voldelige kampsportsgrene til i mediebilledet, og wrestling frister et liv i skyggen af sin storhedstid. Men ”WWE All Stars” lader som om intet er hændt og ankommer i en sky af bruncreme, hårdt pumpede muskler og god gammeldags arcadesport-action.
En imponerende række af de gode gamle og faktisk også lidt nyere wrestling-stjerner har fundet vej til spillet, og deres überproportionelle gengivelse i digitalt format er i høj grad med til at slå tonen an. Dette er ikke et spil med sportsrealismen i højsædet, tværtimod stræber det efter at være præcis så ”over the top”, som den underholdningsform, det tager udgangspunkt i.
Hulk Hogan, The Ultimate Warrior, The Undertaker osv. har et bredt arsenal af bevægelser og specielle slag og kast, og man kan sågar træde ud af ringen og finde en klapstol eller andet til at banke i fjæset på modstanderen. Figurerne er som sagt yderst karikerede og det er med til at dække over en grafik, som ikke lige frem kan kaldes imponerende - men den virker fint til lejligheden og giver løjerne et retroagtigt præg.
Det bedste ved ”WWE All Stars” er dets umiddelbarhed. På trods af manglende introduktion og vejledning går der ikke lang tid før man er fortrolig med spillets indre mekanik, og de første timer er herligt underholdende. Desværre mangler der reel dybde i form af spilformer, og repetitionen kommer lige så hurtigt som man bliver træt af at skråle ”Hulkmania”.
Har man en gammel Hulk Hogan begravet et sted i sjælen, er ”WWE All Stars” dog et godt bud på lidt tårevædet nostalgi. Udenforstående vil nok i stedet se spillet som et lidt for hult bud på en spilversion af en falleret sportsgren.
