Jeg er fuldstændig solgt. For mig er »Yakuza 0« noget nær det perfekte spil, og jeg kommer til at spille det igen og igen det kommende år. Jeg er dog også godt klar over, at du ikke nødvendigvis vil være enig med mig, for spillet kræver, at du har visse… tilbøjeligheder for at få det maksimale ud af spillet.
Er du fascineret af Japan og landets mange svært anderledes skikke og kutymer, for eksempel når det gælder samfundshierarki, æresbegreber og kønsroller? Er du tosset med asiatiske, over-the-top actionfilm fra midt-80erne og frem? Kan du bedst lide japanske spil, som ikke er synkroniseret, men blot har engelske undertekster? Kan du lide mini-spil? Er du ok med fyldige filmsekvenser og minutlange samtaler mellem spilfigurer? Er du fan af underlige, bizarre, akavede og til tider direkte frastødende spilsekvenser?
Kan du svare ja til de fleste af ovenstående spørgsmål, bør du fluks springe ud og købe »Yakuza 0«, når du har læst færdig her. For du får alt dette til overflod og udført med en ekspertise, som mange spiludviklere kunne lære noget af.
I de første minutter var jeg dog sjovt nok ikke synderligt imponeret. Spillet åbner med en filmsekvens, der viser den ene af spillets to hovedpersoner, som lige har gennemtæsket en tilsyneladende uskyldig mand og nu vader gennem et neon-belyst storby-distrikt med blod i ansigtet. Derefter kommer spillets første kampsekvens (af utallige): Hurtige tryk på den samme knap, og fire bøller ligger forslåede på gaden, med min hovedperson en masse penge rigere. Ikke særligt overbevisende gameplay, og kombineret med et udforskningsbart område, der er nærmest ubetydeligt lille i forhold til andre sandkassespil som f.eks. »GTA«, er der umiddelbart ikke noget, der tyder på storslåede ting i vente.
Men så tager det fart, i bedste forstand. Det viser sig nemlig, at filmsekvenserne er fantastisk godt lavet og byder på en velfortalt og opfindsom gangsterhistorie, sat i en fantasifuldt gengivet udgave af et fiktivt Tokyo, anno 1988. Jeg ved ikke, om det er fordi, stemmeskuespillet er på japansk, men det hele virker bare så troværdigt, så rigtigt. Handlingen om en mafia-håndlanger, en Yakuza, som bliver viklet ind i et plot, hvor ære, blod, familie og forræderi er hovedingredienserne, får mig til at ville spille mere, bare for at nå frem til næste sekvens. Ret usædvanligt.
Med historien som udgangspunkt handler grundspillet i »Yakuza 0« om at gå rundt i storbyens underholdningsdistrikt og slås mod utallige bander, kriminelle, branderter og hvad der ellers vandrer rundt i gaderne. Det viser sig heldigvis hurtigt, at kampsystemet er langt dybere end først antaget. Hovedpersonerne har således hver tre meget forskellige kampstilarter at vælge imellem, og efterhånden som jeg tjener penge på at slå folk til plukfisk, kan jeg købe mig til nye slagkombinationer og blodige afslutningsslag. Det skal her siges, at den visuelle gengivelse af volden er ret ubehagelig, hvis du ikke er til den slags, og bestemt ikke noget at anbefale at se på for hverken børn eller sartere sjæle. Blodet sprøjter for alvor, i bedste 80er-stil, og lyden af knogle, der møder asfalt, er tænderskærende autentisk.
Kampene er ubønhørlige, men på mærkværdig vis bliver de aldrig ensformige. Det skyldes så også, at jeg sjældent kæmper mere end to eller tre kampe, før det brydes op af et minispil. For selv om spilområdet umiddelbart er lille, behøver jeg kun gå rundt i byens gader i få sekunder, før jeg kan entre en bygning. Og derinde kan det meste ske. Lad mig nævne i flæng: Jeg kan spille pool, dart, majong, danse disco, synge karaoke, vædde på kvinder, der slås i en arena, deltage i underlig telefon-dating, spise på et utal af restauranter, drikke om kap på barer og sågar gå i arkadehaller og spille fulde versioner af klassiske 80er-hits som »OutRun« og »Space Harrier«. Det er med andre ord et slaraffenland af underholdning, og langt de fleste minispil er både sjove og udfordrende – og byder samtidig ofte på dueller mod underlige spilfigurer, som i sig selv giver spillet ekstra kulør.
Læg dertil en mængde sidemissioner, hvor en række mere eller mindre eksotiske emner behandles – lige fra sadomasochisme, over ældrepleje og til druklege – af den mærkværdige, japanske kulturlogik, og du har »Yakuza 0« – så proppet med skøre, opfindsomme, vellavede eller direkte underlige aktiviteter, at det er umuligt ikke at ville have mere.
Jeg ved i hvert fald godt, hvor jeg skal hen i aften.
Hvad: »Yakuza 0«
Platform: PS4.
Udvikler og udgiver: Sega
PEGI-aldersmærkning: 16+.
Testet på: PS4
