Middelmådigt comeback for rum-ræven

Innovativ styring er ikke nok til at gøre »Star Fox Zero« mere end mildt underholdende.

Spillet »Star Fox Zero« med en usædvanlig styring formår ikke at bringe oplevelsen over middel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra spillet

Da Nintendo Wii U udkom, var vi mange, der forventede og håbede, at maskinens store controller med indbygget, trykfølsom skærm ville afføde en masse spil, der udnyttede de nye muligheder og gav os anderledes og forfriskende oplevelser. Sådan skulle det ikke gå, og det er vel nærmest kun det glimrende og danskudviklede »Affordable Space Adventures«, som har bevæget sig væk fra horden af Mario- og Zelda-genudgivelser.

Nu er der endelig udkommet en titel baseret på velkendte Nintendo-figurer, som forsøger at gå nye veje, når det gælder styringen.

»Star Fox«-serien er en gammel kending, og kendt og elsket af en del Nintendo-fans for sine nuttede tegneseriefigurer og et arkadeagtigt gameplay, hvor du som rumrævehelt styrer et rumskib gennem lineære baner, mens du pløkker mål til lands, til vands og i rum-luften.

Den velkendte opskrift laves der ikke om på i »Star Fox Zero«, men styringen er ganske usædvanlig: På din tv-skærm vises dit rumskib, set udefra, men kigger du på din controllers lille skærm, ser du spilverdenen inde fra dit cockpit.

Når du bruger den højre og venstre styrepind, bevæger du rumskibet på tv-skærmen, men ved at bevæge hele controlleren og kigge på den lille skærm fungerer det som præcisionssigte for din laserkanon, så du kan ramme de lysende punkter på de fjendtlige fly og gøre størst mulig skade.

Det fungerer helt fantastisk dårligt – i begyndelsen. Øjnene flakker febrilsk mellem tv-skærm og controller, og det er mildest sagt svært at få fingre og motorik til at lystre, mens du prøver at multitaske og styre fly og sigte samtidig.

Men efter nogle baner og en del banden og svovlen begynder det at dæmre. Hvad der før føltes som ren tortur, bliver pludselig en fornøjelse, for med opdelingen mellem de to skærme kan du lave en række frække manøvrer, som forener ekvilibrisme i luften med suveræn træfsikkerhed.

Det er på den måde dejligt at se nogle udviklere, som tør at udfordre os spillere til at prøve noget ud over konventionerne og rent faktisk bruger Wii U’s unikke system til noget anderledes.

Idéforladt og småkedeligt

Til gengæld bliver det dobbelt så forstemmende at opleve gameplayet i »Star Fox Zero«, som på ingen måde formår at rykke ved noget som helst.

En del baner foregår i luften i rumskibet Arwing eller på jorden i en tank kaldet Landmaster, og disse er bygget op som helt lineære forløb, hvor spilleren skubbes støt fremad uden meget kontrol over andet end at sigte, skyde og undgå at blive ramt.

Det fungerer som sådan ok, men føles også meget bagudstræbende – og minder om en tid, hvor det var nødvendigt at udføre baner på den måde af mangel på rå processorkraft.

Lidt bedre går det, når du bliver sat til at styre en såkaldt Gyrowing, for på de baner har du større frihed og skal endda løse andre opgaver end bare at skyde, skyde, skyde.

Variationen i form af forskellige køretøjer er kærkommen, men den kan ikke skjule et gameplay, der virker både slidt og bedaget, ligesom udviklernes forsøg på at skabe grund til at genspille banerne ved at tilføje hemmelige ruter og andre bonusting er velmente, men aldrig formår at bringe oplevelsen over middel.

Her skal det dog slås fast, at de mest inkarnerede fans af Star Fox-spillene givetvis vil være ganske uenige med mig. Netop den lineære action og de hemmelige ruter har altid været spillenes kendetegn, og nostalgikere vil derfor sikkert nyde at »Star Fox Zero« på den måde dvæler ved fortiden.

På mig virker det dog mest af alt idéforladt og småkedeligt at hamre rundt i et spil til Wii U, som for så vidt lige så godt kunne være spillet på en GameCube eller endnu ældre Nintendo-konsol.

Grafikken, som er ganske pæn, men aldrig over gennemsnittet, og så den føromtalte og ganske unikke styring er de eneste elementer, der bringer »Star Fox Zero« ind i nutiden.

Og det er kun lige akkurat nok til at bruge spiltid på.