Michael Jackson og mig

Jeg står hjemme i stuen, klar til fremtiden. Det er første gang nogensinde, jeg skal afprøve min splinternye Kinect på hjemmebane (Kinect er Microsofts kamera- og 3D-scanner, der gør det muligt at spille på sin Xbox360 helt uden controller), og jeg er spændt. Som jeg ser det, burde både Nintendo (det er dem med Wii-remoten) og Sony (det er dem med PlayStation Move-controllerne) være neongrønne af misundelse på Microsoft over deres Kinect, for det ER bare sejere, at man kan stå direkte foran skærmen og spille – uden dingenoter i hånden. »Intet udstyr, ingen dimser, kun dig! Du er controlleren!« som Microsoft selv så begejstret formulerer det. Teknologien er »fordampet«. Fremtiden er landet. Og jeg skal teste det nye udstyr med et Michael Jackson-dansespil, som placerer mig selv midt i koreografier til 29 af hans store hits. Det kan da kun blive sjovt. Og mens jeg bladrer gennem menuerne ved at bevæge armene rundt i luften i min stue, som man efterhånden har set det i så mange sci-fi-film, kan jeg mærke fremtiden banke på. Den knap- og fjernbetjeningsløse fremtid, hvor man bare vifter med hånden mod TVet eller siger til anlægget, hvad man gerne vil høre, eller snakker til sin bruser om morgenen, hvis vandet er for varmt. For slet ikke at tale om alle de fantastiske spil, der må være på vej. Fremtid, her kommer vi! Det starter også godt med Michael Jackson og mig. Jeg bladrer gennem udvalget af hits med min blafrende højre hånd og vælger den storladne sjæler »Earth Song« og boom, kameraet suser musikvideoagtigt gennem saftigtgrøn jungle frem mod en rund scene, hvor jeg (i en glitrende, lysegrøn version, meget festligt) står hævet over publikum, klar til at fyre den af, omgivet af et hav af begejstrede arme, strakt mod himlen i en storslået, Avatar-lignende scenografi. »Earth Song« viser sig at være et af de få numre i spillet, hvor man kun skal synge, ikke danse, og jeg giver den fuld gas, så naboerne må frydes. Gennem hele første vers. »Perfect«, roser skærmen mig efter hver strofe. »Good«! »Perfect«! Men da jeg beslutter at hvile stemmebåndene et øjeblik under omkvædet, opdager jeg, til min store skuffelse, at jeg stadig scorer »Perfect« og »Good«, selv om jeg ikke siger et kvæk. Jeg forholder mig naturligvis tavs resten af sangen igennem og scorer urimeligt højt (98%) for absolut ingen indsats. Det er bare ikke i orden. Det er derfor med stor skepsis, at jeg kaster mig over danseudfordringerne. »Thriller« får mit første forsøg. Det foregår på en kirkegård under stor måne og blafrende flagermus. Jeg står i midten og skal efterligne danserne omkring mig. Og selv om der tydeligvis er lagt mere energi i spillets vurdering af mine bevægelser end af min sang, er det stadig for nemt at småsnyde sig igennem ved at blafre med hænder og knæ sådan nogenlunde i den rigtige retning. Skidt for motivationen og derfor også for morskaben. Bedre bliver det desværre ikke, da jeg forsøger mig med spillets »skole«, hvor man angiveligt kan lære alle de ikoniske dance-moves fra Jacksons videoer af en lille håndfuld forskellige danselærere. Glimrende idé, men desværre er undervisningen så uinvolverende, at kun de allermest dansebegavede entusiaster vil kunne følge med, og det kan vist ikke være meningen. Så kan man jo lige så godt bare se en original video og prøve at lære sig selv op. Så selv om spillet har sine øjeblikke (min stjernestund opstod under »Billie Jean«), og man unægtelig får varmen undervejs, får man mest lyst til, at fremtiden vil skynde sig at ankomme, så man kan prøve noget andet – og bedre. For man kan mærke potentialet med Kinect’en. Det foldes bare ikke ud her.