Jeg er blevet parteret af rundsave, kvast i roterende tandhjul og halshugget af knivskarpe rævesakse. Jeg er blevet ristet, mast, spiddet, rullet flad og flænset, og jeg er druknet hundredvis af gange i ondskabsfulde sumpe og underjordiske, vandfyldte kældergange.
Velkommen til »Limbo«; det længe ventede, danskproducerede platform- og gådespil, der ganske vist er i kompromisløs sort-hvid og stringent 2D, men alligevel formår at pakke tonsvis af tung og dyster gru ind i sit elegante, visuelle udtryk.
Mit stakkels elektroniske alter ego, der skal dø så utroligt mange gange på så ubehageligt brutale måder, er en lille dreng i udtryksfuld sort silhuet, fanget i en yderst fjendtlig verden fyldt med fælder og farlige hop. Han leder efter sin forsvundne søster, og mere baggrundshistorie forstyrres man ikke med. Det er bare af sted ud i de ondskabsfulde omgivelser.
Og alle I, der dyrkede de underholdende platformspil i 80erne (dengang spil endnu ikke var blevet noget med 3D, dyre soundtracks og 16 indviklede trykkombinationer på knaptunge joypads), vil elske »Limbo«. Her skal kun holdes styr på styrepinden og to knapper: en til at hoppe, og en til at gribe fat i ting med. Kort sagt back to basics, men på en ny og kunstnerisk frugtbar måde, som da den første danske dogmefilm »Festen« vakte international opsigt med sit selvbegrænsende, skrabede filmsprog.
Man er således fuldstændigt befriet for indviklede introduktioner til spilmekanikken. Styringen er komplet intuitiv, og man kan lade sig opsluge fra start i det stemningsfulde univers, som drypper af vemod og ensomhed i en grad, så det nærmest siver fra fladskærmen ud i stuen. Det er sjældent, at man er nødt til at hive ord som »gribende« og »åndeløst smukt« frem, når man skal beskrive konsolunderholdning, men »Limbo« kalder på de poetiske termer. Hvis gængse, storsælgende actionspil med deres hæsblæsende tempo, stærke farver og teknisk rabalder er som Tom Clancy-krimier, er »Limbo« »The Wasteland« af T. S. Eliot. Gådefuldt, komprimeret og fortættet. Dystert på en snigende måde, der bliver hængende i kroppen, efter at skærmen er slukket. Og uden et eneste overflødigt ord.
Også lydsiden er reduceret til tyste antydninger, der giver plads til den mindste ildevarslende kradsen i buskadset. Man spidser ører i sofaen og mærker intuitivt den næste, grusomme død true lige om hjørnet. Den afdæmpede lydside og det stramme, grafiske udtryk booster den dystre uhygge – ganske som i gode gyserfilm, hvor antydningens elegante kunst er hundrede gange mere effektivt skræmmende end det blodigt udpenslede. Det er mesterligt udført.
»Limbo« er da også blevet hædret med to internationale priser allerede inden sin udgivelse. Og det bliver stensikkert kun starten på en prisregn for spillet, der udkom på onlinetjenesten Xbox LIVE Arcade for præcis to uger siden og kan downloades af alle med en Xbox360 og en internetopkobling - for blot 100 kr. Spillet har da også trukket topanmeldelser hjem på alle de største, internationale spilsites. Eneste anke er, at det ikke varer længere. Det kan gennemspilles på én (lang og intens) aften. Men ganske som med »The Wasteland« kan man jo bare begynde forfra. På jagt efter flere hemmeligheder.
