Super Mario Odyssey
Platform: Nintendo Switch
Udvikler: Nintendo
Udgiver: Nintendo PEGI-aldersmærkning: 7+
Det er ganske forbløffende. Der er vel næppe andre spilfigurer, som er blevet overeksponeret, udnyttet og kastet gennem lige så mange spil som gode, gamle Mario. Og alligevel gør han det igen i »Super Mario Odyssey« – viser hvordan en platformhelt kan videreudvikles på så mange opfindsomme og intelligente måder, at du som spiller ikke kan andet end at lade dig opsluge og spille videre og videre og videre. Indtil den sidste dråbe glimrende gameplay er suget ud af spillet.
Baggrundshistorien er som altid både banal og ganske fjollet. Den evigt onde Bowser har atter kidnappet Prinsesse Fersken, denne gang for at gifte sig med hende. Men først må han hærge gennem universet på jagt efter de nødvendige bryllupsremedier – en bryllupskjole i den undersøiske havfrue-verden, en bryllupsbuket på skov-planeten og så videre i den dur. Kun Mario kan stoppe ham, men desværre har han mistet sin elskede kasket og må derfor låne en ny af en ven fra kasket-verdenen, som belejligt nok selv er en levende kasket og samtidig også på jagt efter Bowser. Og så går den vilde jagt ellers, med Mario og hans kasket-ven på et luftskib, som flyver fra den ene mere eksotiske verden til den anden.
Det kan ikke siges at give hverken stof til eftertanke eller afstedkomme dybere filosofiske diskussioner, men det er også ganske ligegyldigt her. Historiens eneste reelle formål er at give udviklerne så meget frihed og så mange variationsmuligheder som overhovedet muligt. Frihed til at til at proppe spillet med afvekslende platformgåder, til at opfinde nyt gameplay, lege med konventionerne, og vigtigst af alt, at introducere innovative spilelementer.
For som altid i Mario-spillene er også »Odyssey« bygget op omkring en central gimmick. Hvor det for eksempel var gravitationskraft i »Super Mario Galaxy« eller en vandkanon i »Super Mario Sunshine« er det i »Odyssey« Marios nye kasket. Det gode ved hatten er nemlig, at Mario kan kaste med den, og i en lang række tilfælde bruge den til at »besætte« andre figurer i spillet. Det vil du opleve første gang, da Mario i spillets begyndelse kaster sin kasket på en frø, hvorefter han bliver »suget« over i den, og du derefter overtager styringen af frøen og kan hoppe langt højere og længere end Mario selv.
Du kan uden videre hoppe ud af den besatte figur igen og spille videre som Mario, indtil du får brug for at besætte en ny figur for at udnytte dennes specielle egenskaber. Den feature må udviklerne hos Nintendo have været ovenud lykkelige over at have fundet på. For det har givet dem svimlende muligheder for at strukturere spillets verdener/baner, så de konstant forekommer udfordrende, legesyge, forunderlige og uimodståelige.
Der er andre elementer i »Super Mario Odyssey«, som måske ikke er helt i top. Grafikken er på nogle af banerne utrolig flot og dragende, mens den på andre virker fladere og mere primitiv. Musikken er typisk japansk, hvilket i og for sig er dejligt nok, men den byder også på lige lovlig skinger keyboard-heavyguitar, hver gang Mario skal i gang med en af de boss-kampe, som spillet selvfølgelig også rummer en del af. Og styrer du spillet med Nintendo Switch’s Joycon-controllere, makker de ikke altid helt ret, hvilket kan være småirriterende og give grund til at investere i Pro-controlleren, som til gengæld fungerer upåklageligt.
Alligevel synes jeg, spillet fortjener at blive rost til skyerne og få topkarakter, fordi det gameplaymæssigt er et stilstudie i sublimt spildesign. Konstant underholdende, aldrig for udfordrende eller frustrerende, men derimod i perfekt balance og appellerende til alle, der elsker at udforske forunderlige verdener og løse fysiske gåder. Nintendo Switch har fået sit Super Mario-spil, og det leverer rendyrket spilleglæde.
