Det må være udfordrende at skulle udvikle et nyt racerspil. Det er en af de ældste genrer, og de senere år er den mere eller mindre blevet låst fast i sig selv – i en grad så det umiddelbart er svært at se, hvor den næste evolution skal komme fra.
Der er nemlig allerede blevet lavet masser af rigtigt gode spil, og det meste lader til at være blevet afprøvet som virkemiddel inden for det snævre udgangspunkt at skulle køre så stærkt som muligt fra punkt A til B – fra arkadeagtig, lynhurtigt ræs med eksplosioner og massesammenstød, til de ultra-seriøse bilnørdspil med realistisk styring og timer af finjusteringer i garagen.
Samtidig er onlineteknologien kommet så langt, at vi nu uden problemer kan mødes i store, åbne virtuelle verdner og køre om kap, i en grad så det nærmest forventes at være implementeret som standard i alle nye titler med bilkarosserier på forsiden af spilæsken.
Da EA gav sit svenske spilfirma Ghost Games opgaven at genstarte den klassiske serie »Need for Speed« må udviklerne uden tvivl have gjort sig masser af tanker om ovenstående. Hvad gør vi for på den ene side at hylde en af de mest succesfulde spilserier nogensinde og samtidig genopliver den, så den kan blive et fyrtårn for fremtidens racerspil?
Resultatet er »Need for Speed«, og det føles som om udviklerne aldrig rigtigt nåede til at svare på det sidste af de to spørgsmål. Som titlen antyder er al nytænkning blevet fejet af bordet som udgangspunkt, og i stedet spilles der på alle de velkendte og salgssikre travere. Du indtager rollen som en tavs, cool type, der lige er kommet til byen for at slå dit navn fast som hardcore gadechauffør.
Denne helt usandsynligt forudsigelige historie visualiseres ved hjælp af korte filmklip med skuespil af den mest corny slags, hvor du samtidig bliver præsenteret for de øvrige arketyper i spillet, der siden agerer portvagter for spillets forskellige elementer. Tomboy-tøs, der hjælper dig i garagen, tjek. Sej og sjov surfer-dude, der guider dig gennem spillets første løb, tjek. Og så videre, indtil du bare opfatter det som irriterende hvid støj, der skal trykkes væk så hurtigt som muligt.
Sindssygt konservativt
Ind i mellem klippene bliver du sluppet løs i en stor og åben by, hvor du frit kan køre rundt og vælge mellem solo-løbstyper, onlinespil mod andre, eller besøge din garage og justere og male din voksende bilpark, som du opbygger ved at klare dig godt i løbene. Alting foregår om natten, så der er kun få modkørende bilister på vejene, men til gengæld en del politibiler, som naturligvis er ude på at besværliggøre din karriere og sætte lidt tiltrængt fut i løjerne.
Det er med andre ord nogenlunde essensen af de sidste ti års racerspil kogt ned til én titel, og det er i sig selv en flot bedrift af Ghost Games, ikke mindst fordi »Need for Speed« er et visuelt betagende værk, med masser af glimtende lyseffekter i byens mørke og en generelt god udnyttelse af de nye konsollers grafiske ydeevne. Der har altid været en god del »car porn« associeret med serien, og det videreføres her med bravur, ikke mindst i gengivelsen af bilerne, hvor der er masser af lak- og lys-lir at savle over.
Problemet er derfor ikke, at »Need for Speed« er et dårligt spil, faktisk langt fra, men det er bare så sindssygt konservativt, at det mest ophidsende ved det er grafikken, og så måske også lige garagen, hvor du kan tune, opgradere, ombygge, male og personliggøre dine biler på en række måder. Det er selvfølgelig også set mange gange før, men arsenalet af muligheder her er imponerende.
Ude på vejene går det egentlig også fint nok med selve styringen af bilerne, som er imødekommende og forholdsvis nemt at lære, og udvalget af løbsformer er godt nok set mange gange før, men virker efter hensigten.
Der sker bare aldrig rigtigt noget, andet end at bilerne bliver gradvist bedre og løbene tilsvarende sværere, så det føles hurtigt som et hamsterhjul af gentagelser. Den nattemørke by er desuden ikke specielt opfindsomt designet, så den bliver lige så hurtigt ensformig og relativt trist at færdes i mellem løbene.
Racerspil handler om at køre så stærkt som muligt fra punkt A til B, og lige gyldigt hvor meget udenomssnak der bliver fyldt på oplevelsen, er det dét man som spiller altid ender med at vurdere efter – hvor sjovt det grundlæggende føles at køre stærkt og nå fra punkt A til B. »Need for Speed« er for forudsigeligt og intetsigende til andet end at ende et sted lige i midten af karakterskalaen.
