Robotter har altid spillet en vigtig rolle i spilhistorien. Den fascinerende og skræmmende vision om mennesket, der skaber kunstige, mekaniske og overlegne kopier af sig selv og derved underskriver sin egen dødsdom, har fordret et hav af forskellige spiloplevelser. Blandt dem er sub-genren »Mech«-skydespil opstået, der dog i stedet for mand mod maskine fokuserer på mand i maskine: Tanken om soldater, som iført avanceret robotteknologi (kaldet »Mechs«) udkæmper drabelige slag mod hinanden.
»Titanfall 2« er præcis det. Og endda et meget vellavet et af slagsen. I en dystopisk fremtid er universet blevet koloniseret af mennesket, og to grupperinger kæmper nu om herredømmet over en række planeter. Du er Jack Cooper, som af uransagelige grunde bliver inddraget i konflikten, som i stor udstrækning bliver forsøgt løst ved at lade piloter i gigantiske »Titans«-robotter smadre løs på hinanden. I klassisk skydespilstil gælder det nu for dig om først at lære at dine våben at kende i en solo-kampagne, og derefter om at tage dine nyfundne evner ud på slagmarken og kæmpe mod andre spillere i store online-slag.
Og så går det ellers løs. Til forskel fra det første »Titanfall«, som næsten kun fokuserede på online-kampe, rummer toeren en fyldig og overraskende innovativ solodel. Først handler det om at lære dig selv at kende, når du ikke lige sidder i førersædet i en Titan, men bevæger dig rundt til fods. I vanlig FPS-stil gælder det om at beherske den rytmiske evne til at holde dig i konstant bevægelse, kun afbrudt af ultrakorte sekvenser, hvor der sigtes og affyres. Men der er lagt de ekstra lag på, at du kan løbe langs vægge, kombinere det med dobbelthop, samt hægte dig fast på omgivelserne med en gribeklo. Dén cocktail gør det virkelig sjovt at hamre afsted gennem banerne på en urskovsagtig planet, som er både usædvanligt godt designet og umådeligt smuk at se på. Samtidig giver det god alsidighed i gameplayet, fordi du ikke kun skyder fjender ned i hobetal men også må klare fysiske forhindringer undervejs.
Efter en tid får du så endelig mulighed for at hoppe ind i cockpittet på din første Titan, og det er en fantastisk førstegangsoplevelse. Pludselig er du en gigant af stål med et ultra potent våbensystem til din rådighed, og dét som før var udfordrende fjender er nu at betragte som små insekter, der uden videre kan kvases i støvet. Lige indtil du møder en fjendtlig Titan naturligvis, for så begynder dét, som er essensen ved »Titanfall 2« – intense dueller mellem mechs med hver deres styrker og svagheder. Det ender altid i et inferno af forvredet stål og enorme eksplosioner, men udfaldet af kampene afhænger i højeste grad af, hvor godt du kender din Titan, hvilke våben du har valgt til den, og hvor god du er til at aflæse modstanderens evner og taktik.
Det er essentielt at opbygge den viden grundigt, før du begiver dig ud på online-eventyr, med mindre du kan lide at lære multiplayer-kamp på den mest hardcore måde: Ved at dø og dø og dø igen. Dén taktik er dog ikke den mest tidsøkonomiske, for hver gang du eller din mech bliver smadret til plukfisk i en af spillets mange og fint varierede online spilformer, genopstår du et godt stykke væk fra begivenhedernes centrum og må vade hele vejen tilbage igen.
Når du til gengæld begynder at få lidt erfaring, åbner der sig en forrygende, om end yderst hektisk, spiloplevelse. Det er langt fra unormalt, at du på ganske få minutter når at spurte rundt til fods, indgå i både ildkamp og tæt håndgemæng med andre soldater, hoppe op på en fjendtlig Titan med din gribeklo, rive dens batteri ud og placere en håndgranat i stedet, tilkalde din egen mech og derefter gå i infight med fjenden, indtil du selv bliver smadret. Det er både intenst, anstrengende og stærkt vanedannende.
Hvad: Titanfall 2
Platform: PC, Xbox One, PS4
Udvikler: Respawn Entertainment
PEGI-aldersmærkning: 16+
Testet på: Xbox One
