Kan computerspil handle om utroskab, dårlig samvittighed og tvivlen, der kan opstå, når man ikke ved, om man har lyst til at binde sig til én person eller ej? Jep! Det er, hvad »Catherine« handler om, og det på en måde, der er mere medrivende og nervepirrende end en hel del traditionelle actionspil fyldt med eksplosioner, biljagter og monstre, der skal skydes med maskingeværer.
Hovedpersonen i »Catherine« er 32-årige Vincent, hvis kæreste Katherine gerne vil giftes og have børn. Pres! Vincent vil derimod helst bare have, at tingene fortsætter, som de er. Han er nemlig ret glad for bare at hænge ud med vennerne på baren Stray Sheep, sludre om tilværelsen og drikke sig småberuset.
På Stray Sheep møder han den sukkersødt indladende sexbombe Catherine-med-C, og før han ved af det, vågner han op hjemme i sin seng med den yderst kælne blondine ved sin side. Ups! PRES! Herfra udvikler historien sig i en stadigt mere mareridtsagtig retning med den konfrontations-angste og ubeslutsomme Vincent i det udmattede centrum.
Hver nat, når han tumler småberuset hjem fra Stray Sheep og falder i søvn, ryger han ind i forfærdelige, eskalerende mareridt, hvor han skal kæmpe sig igennem stadigt sværere forhindringsbaner, der afspejler hans pressede, følelsesmæssige tilstand. Med en hovedpude knuget under armen skal han kæmpe sig vej op ad stejle tårne ved at rykke rundt på de klodser, som tårnene består af.
Efterhånden som spillet skrider frem, forøges sværhedsgraden: Klodserne smuldrer under fødderne, er fyldt med dødsensfarlige, blodige pigge eller så isglatte, at man stryger ud over kanten og ned i dybet, hvor man kvases mod jorden i en smattet blodpøl. Det sker MANGE gange, for selv på den nemmeste sværhedsgrad er klods-puslespillene temmeligt svære. Nogle gange nervepirrende svære, som når man panisk kæmper sig vej mod toppen, mens man jages af en uhyggelig, morderisk skrigende kæmpebaby med blå hud og sut i munden - eller af et liderligt stønnende og gyseligt deformt kvindemonster med kæmpebryster og en spids, morderisk gaffel, der gang på gang kvaser en til blods kun få trappetrin fra toppen.
Jep, Vincent er plaget. Og hver gang han har overlevet nattens klatremareridt (hvilket hver gang føles som en ekstatisk triumf), sendes han tilbage ud i sin stadigt mere pressede dagligdag mellem de to kvinder. Skal han vælge den voksne og måske kedelige vej, eller det vilde eventyr?
At de to kvinder i spillet er så karikeret fremstillet er egentlig ærgerligt, især når både Vincent og hans mandlige venner faktisk er ganske interessant portrætteret. Men okay, vi befinder os jo også inde i Vincents berusede underbevidsthed det meste af tiden.
Og spillet er fyldt med så mange andre fine ideer, at man tilgiver de kvindelige karikaturer. F.eks. er det ret genialt, at man bruger en del af spillet på at sms’e frem og tilbage med de to kvindfolk på Vincents vegne. Man spekulerer og tøver og sletter og skifter mening flere gange, inden man trykker på »Send«. Ganske som ude i den virkelige verden, hvor tusindvis af tekstbeskeder givetvis gennemgrubles på samme måde dagligt.
Hvad man skriver i sine sms'er får, ligesom de mange andre små valg i løbet af spillet, indflydelse på, hvordan det hele ender. Vil du vide det? Tør du? Så er det bare op på trapperne og i gang med at klatre - med mareridtet lige i hælene.
