Japansk rollespil møder Carl Jung

»Persona 5« er mekanisk set et traditionelt japansk rollespil som tusind andre, men samtidig en enestående og forbløffende dybdegående spiloplevelse Fold sammen
Læs mere

Persona 5

Platform: PS4, PS3
Udvikler: Atlus
Udgiver: Atlus
PEGI-aldersmærkning: 18+
Testet på: PS4

Indrømmet, jeg har aldrig spillet et eneste sekund af »Persona«-serien, indtil det femte kapitel (som faktisk, og på typisk japansk facon, er det niende i rækken) ankom og ændrede mit syn totalt. Før da var jeg ret sikker på, at spillene ikke var noget for mig: Japanske rollespil med gymnasieelever i hovedrollerne, der gennemgår diverse strabadser og kæmper mod monstre. Alenlange tekst-sekvenser med diaologbokse indeholdende mere eller mindre obskure sætninger, afløst af turbaserede kampsekvenser så gammeldags og forudsigelige, at de kunne være taget fra et hvilket som helst af spilhistoriens utallige »Final Fantasy«-kloner. Det var jeg ret så sikker på, mit liv var for kort til.

Men så ankom »Persona 5«, og nu er jeg sikker på, at jeg er gået glip af noget vigtigt. Spillet tager afsæt i gymnasieeleven Jacob Riis (eller hvad du nu vælger at kalde ham), som er blevet dømt for overfald og derfor tvangsflyttet fra sin hjemby og skole til et nyt liv på prøveløsladelse. Dit nye liv er ikke nemt. Både plejefar, skolelærere og elever ser på dig med foragt og venter nærmest bare på, at du overtræder loven på ny.

Samtidig sker der en række mystiske ulykker rundt om i byen, og da du pludselig begynder at få noget, der ligner vrangforestillinger, fordi en underlig app aktiveres på din mobiltelefon, ser det hele meget sort og underligt ud. Jeg vil undlade at fortælle mere om histroien her, for den skal helst opleves i stedet for at forsøges forklaret. Det er underligt, syret, skævt, japansk, og så også noget helt tredje: Popkultur blandet med fantasy og en god portion jungiansk psykologi. Jeps, du læste helt rigtigt.

Carl Gustav Jungs teorier om bevidsthedens to brugerflader (hvoraf den ene sjovt nok kaldes »Persona«) er nemlig grundpræmissen for spillets mange konflikter. Som hovedperson og helt udgør du sammen med dine venner en bande såkaldte »fantom-tyve«, der tager kampen op mod formynderi og undertrykkelse, bl.a. i form af psykotiske lærere, magtsyge politikere og andre, hvis indre traumer gør dem til en pest for deres omgivelser. Men for at kunne bekæmpe dem, må også du og dine venner møde og acceptere de mørke sider af jeres personligheder. Kun ved at lade brugerfladerne mødes og begive jer ind i underbevidsthedens parellelle virkelighed, kan I for alvor gøre en forskel.

Det er en af de bedste undskyldninger, jeg nogensinde har set for at have fokus på kampe i et spil, for det gør hver eneste konflikt interessant og anderledes på mere end ét plan. Samtidig er kampsystemet som sagt ganske traditionelt i sin turbaserede form, hvor spillet pauses mellem hvert slag, og alle de kæmpende har hver deres styrker, svagheder, specielle evner og udstyr. Blandingen af det velkendte og det uventede fungerer ganske simpelt fremragende her.

Ved siden af kampene udfoldes historien som, ja, først og fremmest er dialogbokse med masser af tekst. Men det forunderlige er, at de for det meste er velskrevne, ofte har forbavsende godt stemmeskuespil som akompagnement, og næsten altid byder på en afslutning, hvor du som hovedperson kan vælge mellem to eller flere måder at svare på. Bevares, det kan til tider blive langtrukkent, og visse sekvenser kunne måske godt være blevet redigeret ned til det halve, men grundlæggende er historien spændende, interessant og fordrer ikke de klassiske, hurtige skip-tryk på controlleren.

Før jeg styrter tilbage til min TV-skærm og »Persona 5« for at lade mig fornøje yderligere med de mindst 100 timers spil, det rummer, er det også på sin plads at nævne spillets visuelle design, som fuldender indtrykket af et særdeles gennemarbejdet og unikt spilprojekt. Alt, lige fra animationer, baggrundsgrafik, dialogbokse og små detaljer på figurernes mange og ofte surrealistiske kostymer er lavet med en perfekt blanding af ironi, begavelse og unikhed. I sig selv et studie værd.