Med to næsten ens konsoller, nemlig Xbox One og PlayStation 4, gælder det for Microsoft og Sony om at profilere sig på eksklusivt indhold.
Selvom de sikkert vil påstå noget andet, kan maskinerne nemlig stort set det samme rent visuelt og teknologisk, men kan man tilbyde fantastiske spil, der kun kan spilles på den ene af dem, kan det være en afgørende faktor for at vinde spillernes gunst. Jeg har testet to af konsolproducenternes seneste bud på eksklusive spil.
Xbox One lever ikke det mest opsigtsvækkende liv herhjemme, måske på grund af at konsollen ankom næsten et år senere her end stort set alle andre steder. Ikke desto mindre er kendte og eksklusive spilserier som »Halo« og »Forza« i høj grad med til at sikre konsollen et trofast kernepublikum, og nu introduceres »ScreamRide« for at få fat i en af de øvrige målgrupper.
Det lyder måske vanvittigt at påstå at der findes en decideret målgruppe for spil, der handler om at bygge rutsjebaner til forlystelsesparker, men udviklerne fra Frontier er ikke i tvivl. De har bygget deres renommé op på spil som »Rollercoaster Tycoon« og »Thrillville«, og med »ScreamRide« tager de så springet over til Xbox One.
Du kan selv bygge vilde, futuristiske rutsjebaner i »ScreamRide«, men før du går i gang med spillets sandkasse-del og bliver nødt til at tygge dig gennem sider med alt for småt skrift om hvordan du planlægger og konstruerer dem, er der heldigvis indbygget en mere action-orienteret kampagnedel til at få dig skubbet i gang.
Her gælder det om at klare sig gennem ni forskellige levels forklædt som enorme rutsjebanekonstruktioner, enten ved at styre sig gennem dem, destruere omgivelserne eller selv være med til at bygge dem færdigt.
Alle tre spilformer er nemme at gå til, og selvom de på overfladen lader til at være simple, byder de på god dybde, efterhånden som banerne bliver mere og mere komplekse. Samtidig låses der op for elementer, der kan bruges til sandkasse-delen, og den struktur fungerer fint, eftersom sidstnævnte er stedet, hvor dedikerede spillere kan bygge deres egne baner og dele dem, i stil med byggetitler som fx »Minecraft«.
Alt i alt et forfriskende og anderledes spil, som især byggeentusiaster vil finde appellerende.
Middelmådigt spil med fabelagtig grafik
Sony har længe brugt foromtalen af »The Order: 1886« til at blære sig med, hvor flot grafikken kan se ud til PlayStation 4. Nu er spillet så endelig kommet, og det er i høj grad et bevis på, hvad konsollens processorkraft kan bruges til rent visuelt.
Det er ind i mellem kæbedroppende flot at bevæge sig rundt i den steampunkede version af victoriatidens London på jagt efter varulve, og især figurernes animation og realisme er betagende at beskue. Til gengæld er der ikke meget innovativt eller kæbedroppende over spillets gameplay, det skulle da lige være at kæben ind i mellem er ved at gå af led af kedsomhed.
»The Order: 1886« er nemlig inderst inde et ganske ordinært actionspil af den slags, hvor man ser spilverdenen ud fra et tredjepersonsperspektiv.
Dem er der godt nok lavet mange af, til og med i langt bedre og mere gennemførte udgaver. Du kender helt sikkert typen - det gælder mest om at vade rundt, møde nogle computerstyrede figurer, se en filmsekvens, vade videre, for derefter at indgå i nogle skydekampe og så deltage i sekvenser, hvor det gælder om at snige sig af sted uden at blive opdaget.
Især i begyndelsen er dette på grænsen til at være en trist og ensformig oplevelse, ikke mindst fordi spillet her er ekstremt lineært og desuden iscenesat i kedelige grå og brune nuancer. Senere åbnes der dog lidt mere op for posen, og især scenerne fra et sindssygehospital, hvor der leges med lyskilder og andre effekter, er virkningsfulde og byder på nogle gedigent overraskende elementer.
Det tager ca. otte timer at gennemføre »The Order: 1886«, og det er ikke helt ved siden af kalde det en ujævn og til tider skuffende oplevelse. Men er man hungrende efter fabelagtig flot grafik fra den øverste skuffe og mere ude efter en god historie end udfordrende og innovativt gameplay, kan det være en weekends spilletid værd.
