Jeg er fanget i garagen, og hans opmærksomhed er nu udelukkende rettet mod mig. Jeg vender mig hurtigt om for at beregne afstanden. Nej, nej, nej, han er kun få meter fra mig nu, med øksen hævet! Jeg forsøger at holde afstand, mens mit blik søger efter en udvej.
Dér, på bordet bag bilen ligger en bilnøgle...
Jeg når at tage den, inden jeg bliver flået tilbage og bliver ramt af hans slag, så blodet siler ned af mit ansigt og gør det svært at se. Det lykkedes mig alligevel at få åbnet bildøren og kastet mig ind.
Kom nu, kom nu..! Jeg roder febrilsk med nøglen og får startet bilen. I et milisekund når jeg at glædes, men det er der selvfølgelig ikke tid til. For nu står han der igen – så tæt, at jeg nærmest kan lugte hans forrådnede ånde.
Neeeeeej ...
Herefter blev alt sort, for jeg kunne ikke mere og måtte tage virtual reality-hjelmen af og sætte spillet på pause for at få pulsen lidt ned.
Heldigvis kan »Resident Evil 7: Biohazard« også spilles i normal form, og selv om det bestemt ikke kan kaldes en hyggelig oplevelse, er det langt mere overkommeligt. At spille med VR-hjelm og hovedtelefoner på er kun for de absolut mest gyserglade og/eller -immune. Og det er hermed bevist, at jeg ikke tilhører det segment.
Til gengæld kan jeg sagtens anerkende et godt gys, når jeg ser det (eller snarere gemmer mig bag sofapuden), og »Resident Evil 7: Biohazard« er et storslået comeback for en serie, som siden den sublime firer til Nintendo Gamecube ikke rigtigt har levet op til sin legendariske status.
Rent faktisk minder det på mange måder om de allerførste versioner, i hvert fald ved sin opbygning og sit gameplay, der på mange måder bringer tankerne tilbage til dengang, vi første gang gik forsigtigt og frygtsomt rundt i det forfaldne slot og samlede sparsom ammunition, spiste livgivende urter, altid sigtede efter hovedet på de angribende zombies og pustede ud ved skrivemaskinen i sikkerhedsrummene.
De samme medfølgende følelser af panik, angst, regelmæssige chok og glæde over at løse de indlagte gåder er til stede her, men spillet er ganske fornemt blevet opdateret på en række andre punkter. Baggrundshistorien er blevet moderniseret og omgivelserne henlagt til et faldefærdigt, men mindst lige så klamt hus i Louisiana. Især i spillets begyndelse minder det i høj grad om at deltage i en spilversion af »Motorsavsmasakren«, for også her møder hovedpersonen en indavlet sydstatsfamilie med menneskekød på hjernen.
Endnu mere markant for spiloplevelsen er det, at synsvinklen nu er i førsteperson, til forskel fra de tidligere kapitler. I stedet for at kigge hovedpersonen, Ethan, over skulderen, ser du begivenhederne gennem hans øjne, og det skaber altså indlevelse og nærvær i uhyggelig grad, ikke mindst fordi overblikket indsnævres og giver udviklerne gode muligheder for at skabe masser af chokinducerede situationer. Ikke mindst i de sekvenser, hvor du må gemme dig eller snige dig frem på knirkende guldbrædder for ikke at blive opdaget. Og som sagt allermest hvis du spiller i VR, hvor du er totalt omsluttet af den ubehagelige stemning.
Visuelt er »Resident Evil 7: Biohazard« fuldt på højde med de bedste titler til PS4. Spiller du i VR, daler den visuelle kvalitet måske en smule, men det kompenseres der så rigeligt for med den fortættede stemning. På en 4K-TV-skærm er det ulækre hus og dets særdeles klamme beboere særdeles … smukt at se på, hvor modsætningsfyldt det end lyder.
Alt i alt et spil forbudt for børn og folk med dårligt hjerte, men velnok det mest effektive og gennemførte gyserspil nogensinde. Prøv det i VR, hvis du tør.
Resident Evil 7: Biohazard
Platform: PS4, Xbox One, PC.
Udvikler: Capcom. Udgiver: Capcom.
PEGI-aldersmærkning: 18+.
Testet på: PS4
