Jeg er netop kravlet ud af en grotte og befinder mig nu i en frodig oase af planter og ruiner. Stilheden, stemningen og omgivelserne indbyder til at blive udforsket, og det er egentlig også det eneste, jeg kan foretage mig. Jeg har ingen våben at destruere med, ingen magiske formularer at kaste, og jeg kan ikke engang hoppe, så i stedet begynder jeg at se mig omkring.
Der går ikke længe før jeg opdager nogle kabler på jorden, der fører i forskellige retninger. Efter et par forsøg, som ender i blindgyder, fatter jeg pludselig meningen med, at de er koblet til en række skærme og får sat dem sammen i den rette orden.
En port åbner sig, og jeg er igennem til det næste område af den ø, jeg nu ser, jeg befinder mig på.
Det var da dejligt nemt, når jeg at tænke, inden jeg begiver mig hen til den næste gåde, en skærm, der præcis som de foregående byder på en gåde, hvor det gælder om at tegne en streg fra én ende af skærmen til en anden.
Og herfra ændrer »The Witness« sig fra »dejlig nemt« til en blanding af enorm frustration og momenter af rendyrket stolthed, ja nærmest lykke.
Skaber eufori og irriterer
For det grundlæggende gameplay handler om at løse gåder, hundredvis af gåder, der alle er opbygget ud fra ovenstående princip.
De kan variere på forskellige måder, men de er næsten alle skåret ud af den samme grundbyggesten – at bevæge en streg fra ét punkt til et andet. Og meget hurtigt bliver det komplekst, i en grad så jeg flere gange er ved at miste håbet om nogensinde at finde frem til løsningerne.
Men der er ingen vej uden om at løse dem alle (eller næsten alle, for udviklerne påstår af nogle af spillets 650 gåder godt kan springes over), hvis jeg vil nå frem til alle steder på øen, og det vil jeg jo gerne.
For øen er indbydende at udforske, og den er kædet sammen med en mystisk baggrundshistorie, der minder mig om gode, gamle titler som »Myst«, »Riven« og den slags grafiske gådespil, som stjal nattetimerne fra mig tilbage i 90erne.
Og når det endelig lykkes mig at tænke mig frem til en særligt kompleks løsning, føles det nærmest euforisk, som om mine hjerneceller fejrer det ved at holde stor fest med masser af synapse.
Den rigide opbygning mellem gåder, der skal løses for at få åbnet nye områder på øen, der så igen byder på nye gåder, men af næsten den samme slags, gør til gengæld også »The Witness« yderst frustrerende, ja nærmest irriterende.
Især fordi det ikke føles, som om der er hjælp at hente nogen steder fra, ingen »skip puzzle«-knap eller indbyggede ledetråde, som jeg ellers er blevet vant til det fra »Professor Layton« og andre af nutidens gådespil. Ingenting, andet end min egen logiske sans og vedholdenhed.
En ordentlig udfordring
Det er dog ikke helt sandt, for langsomt, men sikkert går det op for mig, at forbindelsen mellem gåder og omgivelser slet ikke er så minimal som først antaget.
Der er en række lydspor at finde rundt om på øen, og der ligger rent faktisk også en slags gåder gemt i selve forholdet mellem streggåderne og de omgivelser, de befinder sig i. Men det kræver godt nok tid og tålmodighed at opfatte det og derefter bruge det konstruktivt.
Det er indie-stjernen Jonathan Blow, der har udviklet »The Witness«, og han blev netop stjerne, da han udgav »Braid«, som også var et gådespil, men sat i en 2D-verden og med platformgenren som udgangspunkt.
Blow har om sit seneste spil udtalt, at gåderne i »The Witness« ikke er lavet for at gøre alle glade, men for at give intelligente mennesker en ordentlig udfordring.
Jeg udfordrer dig hermed til at downloade »The Witness«, så du kan finde ud af, om ensartede gåder af høj sværhedsgrad er for frustrerende i længden, eller om du er intelligent nok til at få udforsket hele øen.
